Mennesker

Familienetværk i Dronninglund er kommet godt fra start

FAMILIENETVÆRK: Nærvær og fællesskab er nøgleord i det nystartede familienetværk i Dronninglund

21. oktober 2021 kl. 06:00

Dronninglund Kirke har indgået et partnerskab med Blå Kors om at lave socialt arbejde, hvor begge parter bidrager med det, de er gode til.

- Det er nyt i Folkekirke-regi, så vi er langt fremme i Dronninglund, fortæller Merete Knudsen, der er leder af projektet.

- Vi er kommet godt i gang, og jeg synes, Familienetværket Dronninglund beviser, at vi sammen kan række ud til andre menneske. Vi ønsker jo alle, at her er godt at være og bo, siger hun.

Merete er ansat som lønnet leder, mens alle øvrige er frivillige og ulønnede.

- Det er helt fantastisk, at vi har samlet en så mangfoldig gruppe af mennesker, hvad angår erfaring, alder og køn. De har alle hjerte for andre mennesker og er personer, som ønsker at række ud for at være der for andre, understreger Merete Knudsen.

Forleden holdt man frivilligmøde, hvor de fleste medarbejdere mødte op. Blandt dem var 19-årige Augusta Stigaard.

- Jeg er her sammen med en veninde. Vi har begge sabbatår, og så vil vi gerne hjælpe andre og have et arbejde, der giver mening, fortæller hun.

- Vi vil gerne hjælpe dem, der mangler socialt samvær. Vi har kun været her to gange og er primært sammen med børnene. Det er ret små børn, så det har mest været at lege med dem. Vi har bl.a. leget med kastanjer. Det vigtigste er, at de får en god aften, siger hun, der også deltager for at blive klogere på sin egen fremtid.

- Jeg er lidt forvirret på min egen fremtid i øjeblikket, men det der med at vide, at man er der for nogen, det tiltaler mig. Jeg har vist aldrig været særlig god til at være sammen med børn, men det er noget, jeg lærer her. Det er dejligt at være med, siger Augusta.

Alice Juul er formand for sognets diakoniudvalg, og hun er også frivillig i Familienetværket.

- Vi har i flere år haft et ønske om at lave et familiearbejde, og da vi så i foråret fik en henvendelse fra Blå Kors, om at de gerne ville hjælpe os med at få startet et netværk, sagde vi ja tak. Det er under coronatiden blevet meget klart, at vi har behov for et mødested, så vi ikke sidder alene derhjemme. Nu har vi kun været sammen et par gange, men vi kan allerede nu se, at der er et behov. Coronaen har vist, at vi ikke så godt kan tåle at være alene, siger Alice Juul.

Det hele foregår i Dronninglund Sognegård hver onsdag i ulige uger kl. 16.30 til 19.00.

Annonceret indhold

Nyeste