Den gamle vindmølle fra 1887 drejede rundt og blev beundret af de mange deltagere i møllebevaringsdagen.
Livet her

Mange mødte op, da møllen skulle sættes i gang

25. april 2024 kl. 06:01

Det var med møllerne i centrum, at Dorf Møllegård i lørdags afholdt møllebevaringsdag. Eksperter var indkaldt for at belyse møllernes betydning, og der var besøg af Vennebjerg Møllelaug, der fortalte om deres erfaring som etableret møllelaug. Museumsdirektør Anne Provst fortalte om Dorf Møllegård, og møllebygger Christoffer Palle fortalte om de forskellige mølletyper og om møllerenovering og vedligehold.

Møllebygger Christoffer Palle fortalte om møllerenovering og vedligehold.

Dorf Møllegård er også det helt rigtige sted, når det drejer sig om møller. Det er et af de få steder i Danmark, man kan opleve et fungerende dobbeltanlæg. Der er den gamle vandmølle fra 1600-tallet, der står komplet med turbine og dynamo, og som har forsynet møllegården fra 1922 med jævnstrøm.

Desuden er der vindmøllen, der er en hollandsk kældermølle opstillet som supplement til vandmøllen i 1887 i tilfælde af frost eller tørke.

Begge møller fungerer og blev da også sat i drift i løbet af dagen. Det var medlemmer af det nystartede møllelaug på Dorf Møllegård, der startede møllerne.

Der blev også tid til en fælles gåtur rundt om møllesøen, mens Runa Christensen, naturvejleder og medlem af møllelauget, fortalte om området som fredet kulturlandskab.

Smukt så det ud med flagallé og sol og skyer over Dorf Møllegård.

Det hele sluttede i foredragssalen med kaffe, mens møllelauget fortalte om dets arbejde. Heraf fremgik det, at alle kan være med. Det er ingen forudsætning, at man kender til møller, bare man er nysgerrig på dem og har lyst til at være social med de andre i møllelauget. Det er møllernes vigtige del af dansk kulturarv, man ønsker at skabe et fællesskab om. Nogle af de opgaver, møllelauget håndterer, er drift, vedligehold og formidling af vind- og vandmølle.

Arrangementet var støttet af ’Samlingskraft’, der er et ’By og Land Danmark’ projekt støttet af Realdania.

Annonceret indhold

Nyeste