Livet her

Nyt bofællesskab for seniorer i Dronninglund

SENIORBOFÆLLESSKAB: Det nye bofællesskab for seniorer er fuldt udlejet, og flere står på venteliste

08. oktober 2021 kl. 08:00

Det tog flere år, inden der kom gang i byggeriet på den store grund midt i Dronninglund, hvor den gamle Realskole havde stået siden 1912, men da det først skete, gik det særdeles hurtigt. 13. august sidste år satte daværende formand for Teknik- og Miljøudvalget, Karsten Frederiksen, skovlen i jorden til det første spadestik. 1. september i år, altså kun godt et år efter projektets start, kunne manden bag, Jan Karlsen, udlevere nøglerne til de 18 færdige boliger i det nye seniorboligfællesskab.

- Vi er enormt stolte af, at vi på lige godt et år har kunnet opføre de 18 boliger, sagde Jan Karlsen, da der i fredags var indvielse af den store fællesbygning.

Undervejs i projektet, der menes at være det første rent privatfinansierede seniorbofællesskab i landet, har man været nødt til at ændre i projektet. Tanken var således, at den gamle skolebygning skulle bevares og indgå som et fælleshus for beboerne.

- Vi måtte sammen med Brønderslev Kommune konstatere, at ombygningen af den gamle skole ikke var realiserbar på grund af bygningens fysiske tilstand. Dermed måtte vi i hast have udarbejdet et alternativ til skolebygningen, og resultatet står vi nu med her, sagde Jan Karlsen ved indvielsen, hvor beboerne, håndværkerne og folk fra kommunen mødte op.

Nostalgi i det nye

Den gamle skole blev revet ned, men den nye bygning rummer dog et nostalgisk skær, idet en del af murværket er opført med sten fra den gamle skole og gymnastiksal.

Frikvarteret består af 18 boliger, og der har været stor interesse for at blive en del af det nye seniorfællesskab.

- Jeg forstår godt interessen for denne boligtype, for her kombinerer vi egen bolig med det privatliv, der følger med, og en række fælles faciliteter med mulighed for socialt samvær, arrangementer, overnattende gæster og meget mere. Interessen var så stor, at projektet var fuldt udlejet, inden vi nåede sommerferien, og der er i øjeblikket fire, der er skrevet på venteliste, fortalte Jan Karlsen ved indvielsen, der på grund af blæst og regn foregik inde i den nye fællesbygning.

Den røde snor skulle dog klippes udenfor, og det job påtog formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Peter Stecker, sig gerne. I sin efterfølgende tale roste han projektet, der ifølge formanden har pyntet på midtbyen i Dronninglund.

Udfordringer undervejs

- Et sådant projekt kommer ikke bare op at stå, uden at der kan være lidt småsten i vejen. Sådan har det også været med denne proces, sagde han og fortsatte:

- Derfor er det også vigtigt, at vi som kommune formår at etablere et tæt samarbejde med projektets ejere, således at kommunen bliver en effektiv sparringspartner og en hjælpende hånd til gavn for projektet, byen og lejerne, sagde Peter Stecker, der i øvrigt kunne fortælle, at det i sin tid kostede 35.000 kroner at opføre skolen.

- Det svarer i dag til omkring 2,2 mio. Jeg er ret sikker på, at det har været noget dyrere for Jan Karlsen at opføre den nye bygning, sagde Peter Stecker.

Annonceret indhold

Nyeste