Shopping

Du kan handle i mange butikker

CORONA: Selv om butikkerne i Brønderslev har lukket, kan man fortsat handle på nye måder mange steder

01. februar 2021 kl. 08:50
Opdateret 04. februar 2021 kl. 11:46

Langt de fleste butikker er i øjeblikket lukkede som følge af corona-krisen, der efterhånden har plaget verden i et lille års tid. Men at butikkerne holder lukket, betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan handle i dem.

Mange butikker er tilknyttet en kæde, hvor man kan handle på hjemmesiden og enten få leveret hjemme, i en pakkeshop eller hente sin vare i butikken - og mange butikker, kæde eller ej, er begyndt at gøre det samme i større eller mindre grad.

I Brønderslev har formanden for handelsstandsforeningen, Trine Dolbak, særdeles travlt i øjeblikket. Hun er butikschef i Skott, hvor der normalt er fire fuldtids ansatte.

De tre er i øjeblikket sendt hjem, men Trine Dolbak har travlt.

- Mange af butikkerne i Brønderslev holder åbent i øjeblikket og sælger via bl.a. Facebook, hvor varerne lægges op. Kunderne kan så skrive eller ringe og bestille varen, betale den med mobile pay og hente den - eller få den leveret hjemme, siger hun.

Trine Dolbak bruger selv Facebook som stedet, hvor man kan handle hos Skott.

- Jeg har så travlt, at jeg ikke sidder ned i løbet af dagen - der skal opdateres på nettet, tjekkes betalinger, pakkes varer og udleveres, siger Trine Dolbak, som aftaler afhentninger i butikken med 10 minutters interval, så kunderne ikke risikerer at smitte hinanden med covid-19 ... eller en variant af virussen.

- Det er en handelsmåde, vi tog hul på under den første nedlukning i marts, og som har vist sig at være et godt alternativ til at holde helt lukket ... så selv om det er trist at se på de tomme gader i byen, er der altså aktivitet i butikkerne. Det er bare ikke så synligt, siger hun.

Brønderslev Handelsstandsforening har lagt en vejledning på sin hjemmeside, hvor butikkerne kan få tips og tricks til et alternativ til den totale nedlukning. Som mange altså har taget til sig.

På hjemmesiden www.broenderslevhandel.dk kan man se, hvilket butikker, der holder delvist åbent i øjeblikket - og se hvordan man finder vareudvalget og muligheden for at handle i de enkelte butikker.

- Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vil bruge den lokale mulighed for at handle i stedet for at handle på de landsdækkende hjemmesider, der ikke betyder lokal omsætning. Lokal opbakning har aldrig været vigtigere end netop, siger Trine Dolbak.

Annonceret indhold

Nyeste