Line Kolind skal som nyvalgt formand for Droninnglund Handel være med til at løfte Dronninglund som handelsby.
Mennesker

Line er ny frontfigur for Dronninglunds butikker

15. marts 2024 kl. 19:00

- Vi skal være driftige, og vi skal være fremsynede for fortsat at løfte Dronninglund til den handelsby, den fortjener at være.

Sådan lyder en af de visioner, Line Kolind vil arbejde med. Hun er netop på Dronninglund Handels generalforsamling valgt som formand og dermed hende, der skal stå i spidsen for arbejdet med at bevare og udvikle handelslivet i byen i en tid, hvor der mange steder er store udfordringer for de fysiske butikker.

Line Kolind er indehaver af tøjbutikken Holle Holle i Dronninglund og forholdsvis ny i butikssammenhæng.

- Jeg er ret ny i det her game og klar over, at det er nogle store sko, jeg skal fylde ud efter Anders Dige, der har været en dygtig formand i mange år. Han bliver her heldigvis og er fortsat en del af foreningen. Jeg skal jo heldigvis ikke gøre det alene. Vi skal gøre det sammen. Vi er jo så heldige, at vi har mange forskellige butikker. Man kan faktisk få det hele her i byen. Det skal vi bare være bedre til at fortælle, siger hun.

By i udvikling og ikke afvikling

- Vi skal naturligvis sørge for, at der kommer kunder i butikkerne. Har vi det, så har vi også butikker og dermed et driftigt samfund, hvor vi møder hinanden på tværs. For mig er det vigtigt, at vi ser hinanden i øjnene og er sammen om, at Dronninglund er en by, man flytter til og ikke fra. Butiksdød er noget af det, der kan skræmme folk væk. Tomme lokaler, faldefærdige huse og ingen mulighed for udvikling får folk til at flygte. Vi har en stor, god skole, vi har gymnasium og masser af foreninger. Vi har alle muligheder for, at Dronninglund skal være en by i udvikling og ikke afvikling. Det er den heldigvis heller ikke, men det kan lynhurtigt ske, hvis man bare hviler på laurbærrene. Vi kan jo se rundt omkring, hvor hurtigt det hele kan lukke. Selv store byer som Aalborg er ramt. Her er der masser af tomme butikker. Det er en udvikling, der er sket over de senere år, men det er måske blevet endnu sværere at drive butik efter corona, energikrise, og jeg ved ikke hvad. Folk passer på deres penge, siger Line, der er indehaver af en tøjbutik. Den slags butikker har det svært i mange byer.

- Det er rigtigt, at jeg har en butik med udfordringer. Det nemmeste sted i en familie er jo at spare på mor. Det er børnene, der altid får først, og så kan mor vente. Det kræver nytænkning, siger hun.

I Holle Holle er der kun åbent torsdag fredag og lørdag, da Line ved siden af butikken arbejder som paramediciner.

- Jeg ved ikke, om det er løsningen på udfordringerne for de mindre butikker, men det fungerer for mig. Det kræver imidlertid, at man har et arbejde ved siden af, og at arbejdsgiveren er fleksibel.

Line Kolind er indehaver af tøjbutikken Holle Holle, men arbejder ved siden af som paramediciner.

Planer er på plads

- Vi skal lave arrangementer, der samler byen. Vi så det sidste år med to kanongode 'Open by Night', hvor der var sort af mennesker i byen. Vi samlede også byen med knæk cancer-arrangementet, hvor alle foreningsgrene og alle lag af byen virkelig bidrog, og man havde en fællesskabsfølelse. Jeg tror, det er det, vi skal arbejde hen imod. Vi skal have en følelse af, at vi gerne vil Dronninglund. Man vil gerne handle i byen, fordi man kender hende, der står i Imerco. Man kender Helle, der sælger skoene. Man møder nogle, man kender. Vi skal ikke glemme værdien af at møde hinanden, smile til hinanden og få den personlige betjening. Jeg ser ikke, at der er noget forkert i at køre til Aalborg for at handle eller benytte en webshop, men man skal huske den lokale relation, og at der er mange, der har gavn af den.

Vi skal arbejde sammen

- Vi skal som forening arbejde sammen for at få folk til at handle i byen. Vi skal stå sammen, så vi som forening kan skabe rammerne om de store arrangementer. Vi er også nødt til at nytænke og prøve noget nyt. Vi er heldigvis mange medlemmer, og det er en opgave at fastholde dem og blive ved med at udvide, siger Line, der er helt bevidst om, at nutidens kunder er krævende.

- I dag vil folk pirres på sanserne, når de handler. De vil have oplevelser. Her kan de personlige relationer være en oplevelse i sig selv. Den gode service er vigtig og altafgørende, men det gør heller ikke noget, at vi sammen laver arrangementer, der trækker folk til fra både byen og omegnen. Det agter vi at fortsætte med og har allerede planlagt to 'Open by Night' i løbet af i år. Desuden gentager vi Knæk Cancer, der bliver større og endnu mere omfattende. Desuden kommer der ballondage og meget andet, så arrangementskalenderen er på plads. Det første arrangement er 24. maj, og så kommer 'Christmas by Night' 22. november. Vi vil også gøre noget ud af Black Friday, så man kan ikke sige, at der ikke er mulighed for at handle i Dronninglund. Der er masser af muligheder, fastslår Line Kolind, nyvalgt formand for Dronninglund Handel.

Vi skal som forening stå sammen og turde nyænke og prøve noget nyt.
Annonceret indhold

Nyeste