På legepladsen var der stillet vandfarver frem, og de blev flittigt brugt.
Mennesker

Med bedstemor og bedstefar i børnehave

05. maj 2024 kl. 08:36

Asaa Børnehave har netop afviklet en besøgsdag, hvor børnene måtte invitere forældre, bedsteforældre eller andre til at besøge dem i børnehaven og se, hvad de laver. Den invitation var der 52, der tog imod og mødte op til.

- Vi er rigtig glade for den store opbakning. Vi har 25 børn, så det er et flot fremmøde, sagde børnehavens leder, Jannie Vinther Jensen.

- Vi kalder det en besøgsdag, mens de andre steder kalder det en bedsteforældredag. Der kommer også mange bedsteforældre, men det er jo ikke alle, der har bedsteforældre lige i nærheden, og så må man selvfølgelig gerne tage andre med, så besøgsdag er et bedre udtryk, fortalte hun.

52 pårørende mødte op, da Asaa Børnehave afviklede besøgsdag.

De pårørende kunne sammen med børnene prøve en række forskellige ting, der indgår i børnehavens dagligdag. På legepladsen var der således mulighed for at arbejde med vandfarve, ved bålet kunne man bage snobrød, eller man kunne bare sætte sig og se de mange børn lege.

I køkkenet blev der serveret kaffe og te, men i det gode forårsvejr foregik de fleste aktiviteter udendørs.

- Sådan er det også til dagligt. Vi er ude det meste af tiden, fortalte Jannie Vinther Jensen.

Annonceret indhold

Nyeste