Kredsleder i FDF Dronninglund, Jakob Krebs Christensen, blev udnævnt til 'Årets Ildsjæl. Han ses her sammen med formanden for Dronninglund Borgerforening, Allan Danielsen.
Mennesker

Jakob kan nu kalde sig 'Årets Ildsjæl'

22. marts 2024 kl. 14:02

Siden 1972 har Dronninglund Borgerforening hvert år hædret en person, der har gjort en særlig og uegennyttig indsats for byen eller for byens og egnens befolkning. De første mange år hed det 'Årets Glas', men de senere år har man ændret titlen en til ’Årets Ildsjæl’.

Udnævnelsen foregår altid i forbindelse med borgerforeningens generalforsamling på Hjørnet i Dronninglund. Den blev afholdt for kort tid siden, og her blev det afsløret, at hæderen i år går til kredsleder i FDF, Jakob Krebs Christensen.

Jakob Krebs Christensen blev udnævnt til 'Årets Ildsjæl' på borgerforeningens generalforsamling på Hjørnet i Dronninglund.

Det var borgerforeningens formand, Allan Danielsen, der begrundede valget af Jakob.

- Du opfylder til fulde de krav, vi stiller til ’Årets Ildsjæl’, sagde formanden.

- Du har i mange år ydet en stor indsats i FDF Dronninglund. I 2017 blev du opfordret til at blive kredsleder, og den opfordring tog du op. Du har vist at være den helt rigtige til opgaven. Du er en stærk kredsleder, der altid har fokus på, at børn og unge trives, og at FDF er med til at give børn og unge et ståsted at møde verden fra. Du har ligeledes fokus på, at FDF skal være en del af byen. Det er således FDF, der sætter borgerforeningens flag op til konfirmationer og andre begivenheder. Når man har en aftale med Jakob, kan man være sikker på, at den bliver overholdt. På baggrund af alle de ting og sikkert flere, synes vi, at du i den grad har fortjent titlen ’Årets Ildsjæl’, sagde Allan Danielsen.

Jakob Krebs Christensen takkede for erkendtligheden i en kort tale.

Hele bestyrelsen i FDF og flere af lederne mødte op, da Jakob Krebs Christensen fik prisen som 'Årets Ildsjæl'.

- Det betyder meget for mig. Især når den kommer fra borgerforeningen, som jo også selv er en flok ildsjæle. Det ved jeg, for jeg har selv engang siddet i bestyrelsen, sagde han og fortsatte:

- Jeg har taget min blå FDF-skjorte på, for det er i den uniform, jeg praktiserer min ildsjælevirke. Det er nemt at være ildsjæl, hvis man kommer i det rigtige selskab. Det er noget, vi alle kan være. Det handler bare om at blive frivillig i en forening. Det vil jeg gerne slå et slag for. Hvis I keder jer, så er der helt sikkert en forening i Dronninglund, som mangler en frivillig. Det giver lige så meget tilbage, som man giver, sagde Jakob Krebs Christensen, ’Årets Ildsjæl’ i Dronninglund.

Annonceret indhold

Nyeste