Der er en særlig stemning, når gymnasterne træder ind på gulvet med fanen i spidsen.
Mennesker

Gymnastikopvisning var fyldt med liv og glæde

21. marts 2024 kl. 14:01

Selv om temperaturen måske ikke viser, at det er forår, så er foråret over os. Et af de sikre tegn er Dronninglund Gymnastikforenings opvisning i Dronninglund Hallerne. Det er altid et tilløbsstykke, hvor forældre, bedsteforældre, søskende, onkler og tanter møder op for at overvære opvisningen.

Der er altid en særlig stemning over disse opvisninger, lige fra gymnasterne med fanen i spidsen kommer ind på gulvet i deres farverige gymnastiktøj, hvor alle rejser sig, til den sidste gymnast har forladt gulvet.

Her er gymnaster i alle aldre. Flest er der nok i de yngste årgange. Man starter tidligt. De yngste kan knap nok gå, men deltager gerne sammen med far eller mor. De nyder det, og tilskuerne nyder det, ligesom der i øvrigt bliver fulgt interesseret med i de enkelte hold og deres gymnastiske evner.

De mange gymnaster fyldte godt op på halgulvet ved forårsopvisningen i Dronninglund Hallerne.

Det var da også en glad formand for Dronninglund Gymnastik, Stine O. Jensen, der bød de mange fremmødte og gymnasterne velkomne.

- Det er dejligt at se så mange mennesker her i dag, sagde hun.

- I glæder jeg sikkert til at se de mange gymnaster, og jeg kan forsikre jer om, at de glæder sig til at komme på gulvet og vise det, de har lært i løbet af vinteren. For de fleste er sæsonen nu slut, men vi håber, at opvisningen i dag gør, at de får lyst til at komme tilbage til næste sæson, sagde hun.

De yngste deltagere var bare mellem et og to år. De deltog sammen med mor eller far.

Der var mange hold, der skulle på gulvet. Det største hold var de 121 elever fra Halvorsminde Efterskole. De fyldte godt på gulvet, da de viste, hvad de kunne. Der var ikke tale om elitegymnaster, for de fleste var slet ikke vant til gymnastik, og for dem var det helt nyt. Det kunne man nu ikke se, for de gjorde det godt, ligesom alle de øvrige hold.

Annonceret indhold

Nyeste