Til en fællesskabsdag hører naturligvis også fællesspisning, så det meget lange bord var fundet frem.
Mennesker

Gymnasium holdt 'tech-faste': Sådan gik dagen uden elektronik

08. april 2024 kl. 19:02

DRONNINGLUND: Indimellem kan det være befriende blot at være til uden at tænke på at skulle præstere, fremlægge, stå til regnskab for dagens lektier eller lige følge med på de sociale medier. Således befriet fra samfundets præstationskultur og alskens perfekthedsidealer var hele fredagen på Dronninglund Gymnasium helliget nærvær og fællesskab på tværs af klasser og årgange omkring en række forskellige spil lige fra ’King of Tokyo’, ’Settlers from Catan’, ’Ticket to Ride’, til skak, oldnordisk brætspil, whist og meget mere.

De ca. 300 elever blev blandet i 10 hold og nåede i løbet af dagen gennem tre forskellige spil.

Fællesskab og samvær var i højsædet, da Dronninglund Gymnasium holdt 'tech-faste' en hel dag.

- Herlig dag, hvor mange af eleverne blev grebet af whist, der for alle undtagen et par stykker, var et ganske ukendt spil. Det var ret kompliceret til at begynde med, men meldingen fra flere var, at det måtte de hjem og spille med deres bedsteforældre, fortæller lærer Ole Bjørn, der sammen med Frank Mølgård var på whist-holdet.

Selvfølgelig var det også en dag uden mobil og dermed en dag, der ikke var styret af algoritmer og tech-giganter. Det var en såkaldt tech-faste dag, der ligesom almindelig faste ikke har noget med forbud eller tvang at gøre, men er en form for italesættelse af det positive ved at faste. Ved tech-faste er der tale om et bevidst fravalg af mobiltelefonen for at fremme nærværet og fællesskabet.

Trivslen er i forvejen helt i top på Dronninglund Gymnasium, men nu skal nye initiativer gøre den endnu bedre.

’Ro på’ og ’Tech-faste’ er nogle af de tiltag, Dronninglund Gymnasium har sat i scene for at styrke elevtrivslen yderligere her i foråret og videre frem i det nye skoleår. Blandt initiativerne i den retning er skemafri dage, der lægger op til alternative undervisningsformer, lektie-frie dage, hvor eleverne ikke skal forberede sig hjemme eller læse lektier og mobil-frie dage, hvor frikvartererne kan bruges til gode snakke, bordfodbold og andre spil. Det meste af alt dette har tidligere været gennemført med stor succes.

En fællesskabsdag skal selvfølgelig også markeres med en fællesspisning, så det meget lange bord blev stillet op og pyntet med dug og flag, mens kantinen sørgede for frikadeller, salater og kold kartoffelsalat til mere end 300 elever. Måske ikke til Guinness Rekordbog, men det var en DG-rekord i langbord fra indgangen til fællesarealet ned gennem hele skolen og videre ud i naturfagsfløjen.

Annonceret indhold

Nyeste