David Jensen rykker ud til service- og håndværksopgaver via sit nye firma.
Mennesker

David fikser det meste

13. april 2024 kl. 14:01
Opdateret 15. april 2024 kl. 07:47

Truer haven og skaller malingen på udhænget? Eller er der ligefrem uoverskuelige snedriver i indkørslen?

Vi kender alle de huslige forpligtelser, der af og til vokser én over hovedet. Der er dog ingen grund til at fortvivle. Brincks Multiservice er nemlig lige om hjørnet og klar til at hjælpe. 

27-årige David Jensen fra Sterup står bag det nye tiltag. 

Virksomheden beskæftiger sig med en bred vifte af service og håndværksmæssige opgaver. Og selv om David kun har været i gang i få uger, så er ordrebogen allerede godt fyldt op. 

- Jeg har fået en fin start. Der kommer mere og mere ind, og lige nu gælder det jo om at få budskabet spredt ud, fortæller David. Han er oprindelig uddannet elektriker og har arbejdet med faget i flere år. 

- Jeg har været ansat i Forsvaret, hvor jeg har arbejdet sammen med flere andre faggrupper. Gennem årene har jeg tillært mig en hel del færdigheder indenfor forskellige håndværk. I næste uge skal jeg eksempelvis lægge nye fliser for en kunde, beretter David. 

Han peger videre på, at han i den første tid har udført flere opgaver for havefolket. 

- Mange orker ikke at skulle beskære træer og buske. Det samme gælder i forhold til vedligehold på huset. Det kan alt sammen være en stor byrde i en travl hverdag. Men jeg takker ja til det meste, hvis jeg ellers kan stå inde for kvaliteten og udførelsen, fastslår iværksætteren. 

David rykker ud i hele Nordjylland og kan kontaktes via blandt andet facebook samt på brincksmultiservice.dk.

Annonceret indhold

Nyeste