Dansk U19 begyndermester 2024, Robert Lundberg.
Mennesker

Lokalt ungdomstalent vinder boksemesterskab

30. april 2024 kl. 19:02

BRØNDERSLEV: Brønderslev Bokseklub fik i den forgangne weekend en dansk begyndermester i letweltervægt.

Egentlig hedder det National Begyndermester, men i Brønderslev og de fleste andre steder hedder det dansk begyndermester, for det er det, det er.

Mesteren hedder Robert Lundberg, og det er hans anden titel i løbet af knap to måneder, idet han den 3. februar i år også blev jysk begyndermester.

Fredag aften boksede Robert Lundberg semifinale mod den sjællandske begyndermester, Mads Esbech fra Jyllinge Bokseklub. Det blev en noget ensidig affære, idet Robert Lundberg vandt alle tre omgange. I første omgang havde han endda jyllingebokseren til tælling.

Robert Lundberg boksede klogt med varieret boksning og undvigelser i højeste klasse. I tredje omgang kom Mads Esbech lidt mere med i kampen, men stadig med Robert Lundberg i tèten. Det endte med en stensikker 5-0 sejr til Robert Lundberg. 

Efter kampen fremviste han en hævet knogle på sin højre hånd, som han havde pådraget sig efter et stød mod modstanderens albue.

Men knægten bed smerterne i sig og gik i ringen for at bokse finale mod Valdemar Larsen fra BK Ørnen, Nakskov. Og havde Robert Lundberg bokset godt i semifinalen, så blev finalen endnu bedre.

Selv om cirka 80% af slagene blev udført med venstrehånden, var der stort set kun én bokser i ringen. Og han hed Robert Lundberg. Han boksede sin bedste kamp nogensinde. Robert Lundberg slår næsten lige så hårdt med sin venstre hånd som med sin højre. Og det fik nakskovbokseren at føle.

Robert Lundberg udboksede i den grad sin modstander, og efter at have sendt sin modstander til tælling midt i første omgang, skred kamplederen ind i slutningen af omgangen og stoppede kampen til fordel for Robert Lundberg fra Brønderslev Bokseklub.

En fantastisk kamp af den unge brønderslevbokser, som i næste sæson rykker op i weltervægt.

Annonceret indhold

Nyeste