Haks Sangkor medvirker ved sangaftenen i Hellevad Kirke 10. april kl. 19.
Det sker

Syng viser fra sangskatten

30. marts 2024 kl. 06:00

En række forskellige viser fra salmebogen og højskolesangbogen er udvalgt, når der igen synges fællessang i Hellevad Kirke. Det sker onsdag 10. april kl. 19.

Ifølge Den danske Ordbog er en vise en folkelig sang af underholdende karakter, ofte fortællende og med en enkel tekst og melodi. Med den definition på en vise kan man med rette spørge sig selv, om der er viser i salmebogen?

- Med den betydning er der som sådan ingen viser i salmebogen. Og så alligevel, fortæller organist Lasse Christensen.

- Når denne sangtype netop hedder viser, er det faktisk fordi, dens egenart er gennem sang at vise noget. En vise foredrager, fremholder, illustrerer eller fortæller om sit emne. Ikke uden grund var reformationens nye kirkesangtype netop lieder, som er sange, der genfortalte, forklarede og profilerede bestemte bibeltekster eller kristelige trostemaer, fortæller han og fortsætter:

- Med lidt god vilje kan man derfor sagtens pege på salmer, der har vise-karakter, som eksempelvis ’Sov sødt, barnlille’, ’Sorrig og glæde, de vandre til hobe’ og ’Nu hviler mark og enge’, som alle bliver sunget til sangaftenen, fortæller Lasse Christensen, der vil ledsage fællessangen fra klaveret.

Til at støtte fællessangen medvirker Hals Sangkor, der ligeledes bidrager med et par korsange undervejs. Hals Sangkor er et folkekor med mere end 40-års historie bag sig. Siden 2019 har det været under ledelse af dirigent Alberte Bønkel og tæller 25 syngende medlemmer. 

Koret synger flerstemmigt, og under ledelse af Alberte udforsker det en lang række forskellige typer musik fra svensk folkemusik over engelske boybandsange til gamle danske kendinge.

Der er gratis adgang.

Annonceret indhold

Nyeste