Formand for Røde Kors, Hans Jørgen Dalum, foran de lokaler, der fra september kommer til at rumme den nye butik.
Det sker

Lokal genbrugsbutik flytter: Er bekymret for udviklingen i midtbyen

11. april 2024 kl. 14:00

Røde Kors har besluttet at flytte sin butik fra midtbyen til lokaler i den store bygning, der engang rummede Hjallerup Maskinforretning på Navervej 1 i industrikvarteret nord for byen.

- Det er såmænd ikke, fordi vi gerne vil flytte fra midtbyen, men vi har længe været og er meget bekymret for udviklingen i midtbyen i Hjallerup. Vi havde dog gerne set en løsning i vores nuværende lejemål. Da det ikke kunne lykkes, måtte vi se os om efter andre muligheder, fortæller formanden for Røde Kors i Hjallerup og Dronninglund, Hans Jørgen Dalum.

Ved indgåelsen af lejemålet ses her forrest ejeren af lokalerne, Jesper Kjeldgaard, og formanden for Røde Kors, Hans Jørgen Dalum.

- Vi var forberedt på, at det ikke ville være muligt at finde et egnet lejemål i Hjallerup, men pludselig fik vi et hint om en mulighed på Bakken. Vi vidste, at det skulle gå hurtigt, da der stod andre interesserede og bankede på. Heldigvis er vores afdeling ledet af en meget dynamisk bestyrelse, og vi forhandlede os frem til en god aftale med opfyldelse af en lang række af de ønsker, vi havde, siger Hans Jørgen Dalum.

Bedre parkeringsforhold

Bag ønsket om at flytte ligger der flere ting.

Det enorme lokale skal gennem en større renoveringen, inden Røde Kors kan flytte ind.

- Vi ønsker at have den bedst mulige tilgængelighed for vore kunder og transport af varer med gode parkeringsforhold ved butikken, da de fleste af vores kunder kommer kørende. Vi går også meget op i at have gode forhold for vores mange frivillige og ønsker i det hele taget en langsigtet løsning på vores lejemål og plads til udvikling og herunder nye tiltag. På den nuværende placering er parkeringsforholdene elendige, og der er ingen udsigt til forbedringer på det område. Grunden mod Østergade, som vi har lånt i en periode, er spærret i 3-6 måneder grundet kloakarbejde. Desuden er denne grund sat til salg, og når den bliver solgt, vil indgangs- og indkørselsforholdene fra Østergade blive spærret helt af. Det vil betyde, at vi kun har bagindgangen og hovedindgangen til vareindlevering. Vi skal tænke på, at rigtig mange private kommer med varer, og det ville blive meget besværligt, lyder det fra Hans Jørgen Dalum.

Nyrenoverede og større lokaler

I de nuværende lokaler er der omkring 1.100 kvm, mens der i de nye vil være 1.600 kvm.

Der bliver plads til både butik, varemodtagelse, personalestue, kontor, gode toiletforhold og til kulturelle arrangementer.

- Vi vil med det nye lejemål få en stor nyindrettet butik med god plads til varemodtagelse. Vi vil desuden få plads til at etablere værksted for træbearbejdning. Her tænker vi bl.a. på småreparationer af møbler. Vi får også plads til afholdelse af kulturelle arrangementer. Ikke mindst får vi optimale adgangsforhold. I øjeblikket er der indgang fra Navervej, men om kort tid etableres der indkørsel og parkeringsplads på vestsiden mod Ålborgvej, så man kan køre direkte ind til os og parkere lige uden for butikken. På parkeringspladsen vil der også komme ladestandere. Samlet set får vi en løsning, som også vore mange frivillige glæder sig meget til at blive en del af, oplyser Hans Jørgen Dalum.

Hvis alt går efter planen, kan den nye butik være klar til åbning omkring september.

Annonceret indhold

Nyeste