Håndværkerne slider fortsat på Kunstcentret, men alt kører efter planen, og lokalerne bliver færdige til årets påskeudstilling.
Det sker

Kunstcenter er trådt ind i fremtiden med stor ombygning

15. marts 2024 kl. 06:01

Når Dronninglund Kunstcenter åbner sæsonen med en forårsudstilling 28. marts kl. 12, venter der gæsterne et nyrenoveret og ombygget hus med frit udsyn gennem hovedbygningen. Der er på bare tre måneder sket meget i huset, så det nu fremstår som et smukt og tidssvarende udstillingssted.

På årets første udstilling viser Kunstcentret bl.a. værker af 32 medlemmer af Kunstnersammenslutningen Vestjydske Kunstnere.

- Vi kan byde på en meget varieret udstilling med kunstnere, der har det til fælles, at de alle bor og arbejder i det vestjyske. Deres udtryk er mangfoldigt og rækker fra skulptur over grafik og keramik til maleri. Der vil blive meget at opleve, når gulve og vægge fyldes af kunstværker, der alle er skabt i det vestjyske, fortæller kunstnerisk leder, Stinne Teglhus.

Ole Krongaard viser store udhuggede træstammer.

- Æresmedlem af Vestjydske Kunstnere, Paul Cederdorff, Holstebro, har tidligere udstillet på Kunstcentret på de store udendørs skulpturudstillinger sammen med Dansk Billedhuggersamfund. Han viser både grafik og skulptur i det nye lyse udstillingsrum ’Hall of Fame’, der efter ombygningen er skabt mellem forplads og skulpturgård, fortæller Stinne Teglhus, der også oplyser, at der til udstillingen er inviteret 11 gæsteudstillere fra Danmark og Sverige. De viser skulpturer i bronze, træ, keramik og stentøj.

Udstillere fra Vestjylland

Christel Bach, Anna Bjerre, Jane Aagot Broberg, Jette Bækgaard, Poul Cererdorff, Majlis Dybkjær, Susanne Flodgaard, Britta Haakonsson, Lene Helledie, Jytte Hessellund, Flemming Hilbert, Ulla Houe, Hune, Else Kjær Husted, Annette Ilfeldt, Ole Daniels Jakobsen, Ellen Bye Jensen, Franz Jensen, Lis M Jensen, Ole Kildegaard, Jens Mathiesen, Hanne Mathiesen, Signe Marie G. Mouritzen, Asger Nielsen, Flemming Liebach, Torkild Lundgren Nielsen, HC Petersen, John Petersen, Jens Stobberup, Birgit Sørensen, Niels Steen Sørensen og Yrsa Aakær.

11 danske og udenlandske gæstekunstnere

Foruden de vestjyske udstillere kan man på udstillingen opleve 11 danske og udenlandske kunstnere fra nær og fjern. De viser krukker, kander, vaser, fade og skulptur i keramik, træ og bronze samt pastel - akvarel- og oliemaleri. Disse kunstnere er:

Kirsten Brøndum, Frederikshavn. Kirsten Christensen, Frederikshavn, Ole Søndergaard, Gilleleje, Ole Krongaard, Aalborg, Johnny Emil, Stenhøj, Majken Bilgrav, Viborg, Sonja Lisbeth K. Andresen, Hammershøj, Per Thorndal, Dorf, Niels-Erik von Øhlenslæger, Odense, Mariann Gunnemark, Sverige og Viktor Korneev, Sverige.

Særudstilling om de brune turistoplysningstavler

I løbet af foråret får Kunstcentret opstillet brune turistoplysningstavler på motorvejen. Manden bag samtlige oplysningstavler langs motorvejene i Danmark er grafiker Ole Søndergaard, og han er inviteret med på udstillingen, hvor disse tavler udstilles for første gang.

Per Munch er kunstneren bag dette værk.

Udstillingen viser alle tavler opsat i årene 2010 - 2024 i Danmark. Som hovedprincip skal tavlerne være udformet så enkelt som muligt. De skal kunne læses i fart og samtidig gerne fungere som en appetitvækker for forbipasserende. Ole Søndergaard vil foruden tavlerne udstille akvareller, relieffer og skulpturer.

Ny og spændende indretning

Det bliver et nyt og spændende Kunstcenter, der møder gæsterne til årets påskeudstilling. Der er gennem årene foretaget mange forbedringer ved den smukke bygning de seneste 4-5 år såsom skulpturhave, skulpturgård og ny forplads med kunsttrappe. På enkelte punkter var Kunstcentret dog stadig ikke tidssvarende.

Det gjaldt især tilgængeligheden for gangbesværede og handicappede. Det er der nu rettet op på med elevator og handicaptoilet samt endnu bedre udstillingsfaciliteter. Bygningens flotte arkitektur har fået et yderligere løft med frit udsyn tværs gennem hovedbygningen. Skulpturgård og forplads hænger nu smukt sammen. Desuden er reception og café trådt ind i fremtiden.

Udstillingen kan ses frem til 28. april.

Annonceret indhold

Nyeste