Shopping

Harald Nyborg åbnede med stort rykind

10. september 2021 kl. 22:27

Den har været ventet med spænding - den nye Harald Nyborg-forretning i Brønderslev. Fredag skete det så. Præcis kl. 8 slog personalet med butikschef Allan Nexø dørene op til forretningen, hvor mange allerede fra morgenstunden var klar til at handle ind til hus, have og hobby.

2.500 kvadratmeter under tag er der opført på Jernaldervej, hvor omtrent 1.500 kvadratmeter er afsat til selve butikken.

- Vi har fået stort set frit slag i forhold til vores ønsker om udformning af butikken, lyder det fra Allan Nexø.

- Forretningen er stor og rummelig, og er naturligvis opført, så den er fremtidssikret til mange gode år i Brønderslev.

Allan Nexø glæder sig også over den store interesse.

- Folk har været nysgerrige og mange har spurgt til byggeriet og til, hvornår vi åbnede. Så det er dejligt, at vi er klar til at tage imod kunderne, konstaterer butikschefen, som står i spidsen for 25 medarbejdere i den nye butik.

- Det har været nogle travle dage på det seneste med indretning og klargøring. Alle har lagt kræfter i projektet. Nu skal vi lige have en vurdering på, hvordan salget arter sig, inden vi eventuelt udvider med flere medarbejdere. Men vi forventer under alle omstændigheder meget af den nye butik. Den ligger godt i forhold til motorvejen og til de andre detailbutikker i området. Vores tilstedeværelse må meget gerne bidrage til et samlet løft for alle butikkerne. Det skaber jo ofte en synergieffekt, når flere kædebutikker slår sig ned i det samme område som det er tilfældet her i Brønderslev, siger Allan Nexø.

Harald Nyborg i Brønderslev holder åbent alle ugens dage.

Annonceret indhold

Nyeste