Mennesker

Møllegården markerer 20-året med skulptur

27. august 2021 kl. 17:00

Mens den selvejende institution Møllegården nær Hallund efterhånden har 20 år på bagen, så har aktivitetstilbuddet for udviklingshæmmede markeret jubilæet med et tværfagligt, kreativt projekt. En smuk skulptur, der forestiller tre sommerfugle, pryder nu indkørslen til stedet.

Projektet har været undervejs i cirka tre måneder fra idé til færdig skulptur. Tirsdag formiddag var der fernisering med officiel afsløring af værket. Det foregik naturligvis efter alle kunstens regler med taler, bobler og søde sager efter velkomst af såvel Møllegårdens daglige leder, Tina Jensen som én af brugerne, Line Nielsen. Sidstnævnte slog fast, at den nye skulptur læner sig op ad Møllegårdens logo, hvorefter hun udråbte et trefoldigt leve for stedet.

Selve afsløringen blev forestået af Rebecka Andersen, og dermed fik stedet en både smuk og blivende skulptur. Meget passende stemte Møllegårdens eget band i med sangen ”Lille Sommerfugl”.

- Det har været et stort projekt, som har inddraget mange af brugerne, fortæller Tina Jensen.

- Skulpturen er lavet i genbrugsmaterialer og beton, tilføjer Line Nielsen og Rebecka Andersen, der begge har været med til at udtænke værket.

- Det har været både sjovt og spændende. Vi har arbejdet hårdt på at få den færdig, og det er heldigvis lykkedes, lyder det videre fra de to brugere.

I øvrigt er den nye skulptur, i lighed med Møllegårdens logo, et symbol på forandring.

- Ligesom sommerfuglen begynder vi som pupper og sammen udvikler vi os til noget flot og unikt, konstaterer Tina Jensen.

Cirka 30 unge udviklingshæmmede har deres daglige gang på Møllegården. Stedet rummer diverse kreative og håndværksmæssige værksteder, ligesom der er mulighed for ridning og sociale aktiviteter.

Annonceret indhold

Nyeste