- Jeg havde ellers troet, at jeg var pensioneret - men da ingen ville være spidskandidat, sprang jeg til, siger Henning Jørgensen. Arkivfoto: Lars Pauli
Mennesker

Garvet SF’er retur som spidskandidat

01. oktober 2021 kl. 16:16

DRONNINGLUND/BRØNDERSLEV: Henning Jørgensen bliver SF’s spidskandidat i Brønderslev Kommune til kommunalvalget 16. november.

Marie Brix Mørk var ellers valgt som spidskandidat, men på grund af nyt job og manglende tid, valgte hun at trække sig.

- Jeg havde ellers troet, at jeg var pensioneret - men da ingen ville være spidskandidat, sprang jeg til, smiler Henning Jørgensen.

Han skulle dog lige overveje udfordringen grundigt:

- Jeg brugte da lige lidt tid på at finde ud af, om jeg har lyst til endnu en periode i byrådet. Jeg vil selvfølgelig ikke stille op til noget, jeg ikke har lyst til.

Parti-liste

Ved kommunalvalget i 2017 opnåede SF 562 liststemmer i Brønderslev Kommune, og Henning Jørgensen fik som spidskandidat 204 af stemmerne. Det var ikke nok til at sikre partiet en plads i byrådet.

Henning Jørgensen har siddet i byrådet i 20 år, fra 1990 til 2010 og igen fra 2014 til 2018.

SF’s kandidater stiller op på partiliste i Brønderslev Kommune, og hermed vil Henning Jørgensen blive valgt ind, hvis partiet opnår stemmer nok.

- Det var min betingelse, at der skulle flere kandidater på listen, så jeg ikke stod alene. Og derfor vælger vi at opstille på partiliste, forklarer Henning Jørgensen.

Han glæder sig over valgforbundet mellem Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Veganerpartiet.

- Det er et godt og stærkt valgforbund, vurderer han.

Nye bestyrelse

Det er bare to uger siden, at Marie Brix Mørk trak sig som spidskandidat. Hun er dog fortsat at finde på partiets liste.

- Det var selvfølgelig lidt sent, men jeg har fuld respekt for beslutningen, når man ikke har tid opgave. Hellere springe fra, inden man bliver valgt, understreger Henning Jørgensen.

Ændringerne på partiets valgliste fik også konsekvenser i organisationen. På en ekstraordinær generalforsamling blev der valgt en helt ny organisation, der siden har konstitueret sig. Bestyrelsen er nu sammensat som følger: Ivan Johansen, formand. Kristine Tougaard, næstformand. Jan Løvenholt, kasserer. Kristina P. Johansen, sekretær og Henning Jørgensen, menig bestyrelsesmedlem.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu