Brønderslev Handel og formand Trine Dolbak er kede af at miste deres handelschef. De overvejer nu, hvordan man vil gøre i fremtiden. Arkivfoto: Henrik Louis
Mennesker

Brønderslev Handel overvejer situationen efter at handelschef har sagt op

SHOPPING: Brønderslev Handel er kede af at miste Lars Bisgaard som handelschef - nu vil de lægge en plan for fremtiden

19. september 2021 kl. 11:00

Brønderslev Handel er kede af at miste Lars Bisgaard som handelschef. Han har meddelt, at han skifter til et job på TV 2 Nord, hvor han skal være sponsor- og eventmanager.

- Vi er selvfølgelig kede af at miste Lars, for han har gjort et kæmpe stort stykke arbejde for handelsforeningen og for byen. Han har gjort det rigtigt godt, og det er en ildsjæl, vi mister som arbejdskraft. Men på den anden side kan vi også godt forstå det ved det, at der ikke er økonomi til at bære en fuldtidsstilling, så det bare er deltid, han har. Enhver kan forstå, at når man får tilbudt fuld tid, så springer man til der, fortæller formand for Brønderslev Handel, Trine Dolbak.

Foreningens bestyrelse har været samlet kort en morgen, men der er endnu ikke truffet beslutning om, hvad man nu vil gøre.

- Det er så nyt for os endnu, og der har været mega travlt i butikkerne, men vi skal selvfølgelig have fundet ud af, hvordan vi gør det. Lars starter på sit nye arbejde 1. oktober, men han har lovet at gøre det færdigt, der er i gang. Vi har en jul, der står for døren, og det hjælper han med, det er super dejligt. Det er ikke sådan, at panikken tager os fuldstændigt, men vi skal selvfølgelig have fundet en løsning, fortæller Trine Dolbak.

Der er heller ikke truffet beslutning om, hvorvidt man vil køre videre med samme model med en handelschef ansat på deltid.

- Vi skal have fundet ud af, om det er en ny handelschef. Der er så mange spørgsmål, der flyver rundt, og der er noget at arbejde med, konstaterer Trine Dolbak.

Som økonomien ser ud lige nu, er det ikke en mulighed for Brønderslev Handel at ansætte en handelschef på fuld tid.

- Det kan vi ikke. Det vil vi super gerne, men så skal vi have flere medlemmer og have en økonomi, der kan bære det. Der skal også være penge til at lave arrangementer i byen. Der er ikke meget at bruge en fuldtidsstilling til, hvis der ikke er råd til at lave arrangementer i byen, siger Trine Dolbak.

Brønderslev Handel står hvert år for en række tiltag og arrangementer - herunder Go’ Aften Brønderslev med længe åbent i butikkerne og masser at aktivitet i byen.

Annonceret indhold

Nyeste