Datteren Katrine og svigersønnen Johan havde deres to små tvillingepiger med til afskedsreception. Et besøg som hovedpersonen naturligvis ikke kunne stå for. Foto: Allan Mortensen
Mennesker

47 år i banken er slut - Nu skal Ole arbejde i Fårup Sommerland

27. september 2021 kl. 07:34
Opdateret kl. 10:59

Det strømmede til med kunder, forretningsforbindelser, tidligere og nuværende kolleger samt familie og venner, da rådgiver hos Danske Bank i Brønderslev, Ole Bøgh Johansen forleden tog afsked med et langt liv i bankens tjeneste. Den tidligere filialleder er efter 47 år gået på pension.

Han indledte sin erhvervskarriere i 1974 med en elevplads i den tidligere Landmandsbanken i Aalborg, som senere blev til Danske Bank. Gennem årene har Ole blandt andet været filialleder hos Danske Bank i Skalborg, ligesom karrieren har ført ham forbi afdelingerne i Vejgaard og Hvide Hus. Fra 2007 til 2011 var han filialleder i Brønderslev-afdelingen.

- Jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt, og jeg har skiftet stilling og afdeling flere gange. Dog har jeg altid holdt mig til Danske Bank, smiler den vordende pensionist, der især kommer til at savne kundekontakten.

- For mig har det været et stort privilegium at stille min erfaring og viden til rådighed for kunderne. Mange af dem er jeg jo kommet til at kende ganske godt. Den del bliver det svært at give afkald på, fastslår Ole Bøgh Johansen.

Han hæfter sig i øvrigt ved de mange ændringer, der er sket i finansverdenen i hans tid.

- Jeg begyndte som bankelev, hvor vi lærte alle fagets principper i en slags mesterlære. Det var jo før computeren blev et arbejdsredskab, så det var til tider omstændeligt. Dengang opererede vi med checks og kontanter, og der lå et kæmpe arbejde i at afstemme beholdningerne. Det krævende virkelig struktur. Nutidens unge finanselever er klædt helt anderledes på. De kommer med en teoretisk baggrund fra skolen og deres arbejdsdag ser ganske anderledes ud, end den vi andre havde som elever. Især er den nære kontakt med kunderne forsvundet, og den udvikling kan man næppe ændre, lyder det fra den afgående bankmand.

Han imødeser i øvrigt ikke et otium på sofaen. I stedet skifter Ole budgetter og talkolonner ud med børnekarruseller og rutsjebaner som seniormedarbejder hos Fårup Sommerland.

- Her skal jeg hjælpe til i børnetivoliet og gøre mit til, at de yngste og deres forældre får en god oplevelse i forlystelserne. Det passer mig fint. Jeg får nok svært ved helt at lægge arbejdshandskerne efter så mange aktive år, lyder vurderingen fra Ole Bøgh Johansen, der for nyligt er blevet morfar til to små piger.

Dermed når beholdningen af børnebørn op på fire af slagsen.

Annonceret indhold

Nyeste