Mennesker

14-årige Victor skal til VM i Bahrain

SpORT: Victor Trudslev Nielsen er bidt af fart og er begyndt også at køre eldrevet gokart - nu skal han til VM Grand Final og køre mod ældre kørere

03. oktober 2021 kl. 20:24

14-årige Victor Trudslev Nielsen har siden han var ganske ung været bidt af fart, og han har i flere år kørt gokart med gode resultater i både ind- og udland.

Nu er han begyndt på noget nyt, nemlig e-kart, hvor man kører i eldrevne gokarts - og ved en afdeling af EM i sidste måned i Tyskland gjorde han det så godt, at han blev inviteret til VM Grand Final i Bahrain, som køres til december.

Invitationen faldt kort efter løbet.

- Jeg blev selvfølgelig glad, fortæller Victor Trudslev Nielsen, der rigtigt gerne ville af sted til den oplevelse.

I Tyskland var det første gang, at han deltog i en seniorklasse for kørere i alderen 16 til 25 år, men alligevel blev han nummer tre totalt set ved at blive nummer to og tre i de afgørene finaler.

Interessen for e-kart begyndte med, at han fik tilbudt at prøve det i Danmark.

- Så tog jeg chancen, fortæller Victor Trudslev Nielsen, der efterfølgende fik mulighed for at køre i Tyskland.

Og det gik altså rigtigt godt, selv om det er anderledes end at køre i de gokarts, som han er vant til. E-karts adskiller sig på flere måder.

- Det er en elmotor, de er forhjulstrukne, og de er meget hurtige. Og så har de en boost-knap, fortæller Victor Trudslev Nielsen.

E-kartsene har en acceleration fra 0 til 100 kilometer i timen på under 3,5 sekunder og en topfart på 135 kilometer i timen.

- Jeg var lidt skeptisk i starten, fordi der ingen motorlarm er. Men topfarten er høj, og så er der dén boostknap. Den bruger jeg på langsiden. Når man trykker på den og bare rykker tilbage - så flyver man bare fremad, fortæller Victor Trudslev Nielsen.

Køreren gør forskellen

I e-kart er det også anderledes ved det, at kørerne ikke kommer med deres egne gokarts.

- Alle e-karts er ens. Det er køreren, der gør forskellen, fortæller Victor Trudslev Nielsens far, Kim Nielsen.

Den del af sporten kan Victor Trudslev Nielsen også godt lide.

- Det er køreren, der afgør, hvordan det skal gå.

Han peger også på, at e-karten er tungere, og den skal på flere måder køres anderledes.

- Man skal køre anderledes gennem svingene, man skal bremse senere end ved normal gokart, fortæller Victor Trudslev Nielsen.

Det lærer han blandt andet ved at analysere data fra tidligere runder - til løbet i Tyskland blev han meget hurtigere fra første til næste tur på banen ved at lære af den første.

- Da vi kom derned, var han 1,5 sekunder efter. Det er en evighed i motorsport, fortæller Kim Nielsen.

Men efter at han sammen med sin træner havde analyseret og lært af fx den måde, han tidligere er kommet gennem svingene på, blev Victor Trudslev Nielsen kort efter den hurtigste.

- Så kan jeg se det og gå ud og ændre det, forklarer Victor Trudslev Nielsen.

Udtaget til e-sportshold

2021 har ellers budt på lidt modstand og uheld for Victor Trudslev Nielsen i de almindelige gokart-løb. En kæde er sprunget, og motoren er gået i stykker.

- Men han har rejst sig op hver gang og er kørt videre, selv om jeg har spurgt, om han ikke ville spille badminton i stedet, joker Kim Nielsen.

Victor Trudslev Nielsen har kørt i både Tyskland og Italien, og det bedste resultat i år er indtil videre en andenplads i en Dansk Super Kart afdeling i Vojens.

Hans år i sporten har indbragt mange flotte resultater, og hans værelse rummer flere glasskabe, der er proppede med pokaler fra de mange løb, han har været til.

På værelset er det også et stort set up med nærmest en gokart eller i hvert fald et førersæde med alle tilhørende instrumenter, som er omringet af buede skærme, hvor han kan træne og spille computerspillet I-racing - og det ser ret realistisk ud, når han kører ud på racerbanen på den måde.

Udstyret er der, fordi Victor Trudslev Nielsen under coronatiden er begyndt på en mere ny form for sport indenfor racing, hvor han er kommet på e-sportsholdet Fyra Simsport.

- Det tilbud fik han af Danmarks største fuldprofessionelle e-sportshold indenfor motorsport, fortæller Kim Nielsen.

- Her under anden corona lock down begyndte jeg at få øjnene op for det, fortæller Victor Trudslev Nielsen, der peger på, at når han ikke kunne komme ud på vejene at køre, så måtte han finde en anden måde at køre på.

Han og holdet sigter nu på Danmarksmesterskabet.

Der er også en anden økonomi i at køre virtuelt frem for i en rigtig gokart på en rigtig racerbane.

- Problemet med motorsport er, at det er for dyrt. Men her kan alle for relativt få penge have muligheden for at konkurrere på højeste plan. Dem, der er på Victors hold, er en del af verdenseliten. De store bilfabrikker er også med i sporten, fortæller Kim Nielsen.

Farten

Samtidig med de to nye former for motorsport er det også Victor Trudslev Nielsens plan at fortsætte med den almindelige gokart, her er hans hjemmebane i Thy.

Der går mange timer med sønnens sport, men han kan rigtig godt lide det.

- Jeg tror, det er på grund af farten. Og så dét med, at man kan lukke sig selv inde, forklarer Victor Trudslev Nielsen.

Hans sport kræver også, at han laver fysisk træning for at nakken kan holde til de g-kræfter, han udsættes for under løbene.

VM Grand Final i Bahrain foregår 11. til 18. december, og her skal den 14-årige fartglade unge fra Brønderslev køre på Bahrain International Karting Circuit.

Der er 18 deltagere, hvor af de fleste er i 20’erne, og kun to andre er omkring Victors alder.

Annonceret indhold

Nyeste