Børnene kan se frem til fem dage med fokus og læring omkring sunde madvaner til SMASK.
Mad & Drikke

Nordjysk Madfestival er i gang

SUNDHED: Den nordjyske madfestival SMASK blev onsdag formiddag skudt godt i gang i Brønderslev

02. september 2021 kl. 12:00

Hoppeborg, traktor, gulerødder og en hulens masse glade børn var mødt op til åbningen af festivalen med det mundrette navn SMASK, hvor solen skinnede kraftigt på årets første september-dag. Borgmesteren i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V), var også mødt op til åbningen af madfestivalen, der er et samarbejde mellem kommunen og Nordjysk Madfestival.

- Vi sætter fokus på lokale råvarer, vi sætter fokus på sund kost og det at leve sundt. Vi regner med, at de her unge mennesker bliver 100 år i gennemsnit, og de skal have et godt og sundt liv. Vi vil gerne have, at de tænker lidt over tingene og ser sammenhængen. Vi vil lære børnene det med sunde fødevarer, at leve sundt og samtidig give dem en god oplevelse, sagde Mikael Klitgaard, der var yderst populær blandt børnene.

En af de store ildsjæle ved arrangementet onsdag ved Fælleshuset Mælkebøtten er projektleder Abas Khalaf.

- Jeg håber, at det her kommer til at give børnene mere fokus på grøntsager, lokale grøntsager. Nu har de hevet gulerødder op af jorden i stedet for at de bare henter dem nede i supermarkedet, så kan de se, at gulerødder rent faktisk kommer fra jorden, så de kan få den her forståelse, sagde Abas Khalaf.

Fem dage med SMASK

På førstedagen af SMASK så børnene ud til at nyde, ikke mindst vejret, men også madfestivalens indslag og forskellige aktiviteter. Der var sat en hoppeborg op ved Mælkebøtten, der blev brugt flittigt, der var friske gulerødder, som børnene ivrigt vaskede og herefter spiste, som om det var vingummibamser, og derudover var der bragt en traktor til stedet fra en af de lokale landmænd, som børnene også gladeligt satte sig op i.

Der er arrangeret flere fællesspisninger i kommunen fra 1. september til og med 5. september, som er de dage, festivalen forløber.

Der er i løbet af de fem dage flere konkurrencer i gang, blandt andet 'Kend dine Grøntsager', og 'Nordjyllands Bedste Madpakke'.

Annonceret indhold

Nyeste