Livet her

Udstillingen Nordens Lys blev åbnet med ministerbesøg

KUNST: Udstilling med 22 kunstnere fra samtlige nordiske lande åbnet på Dronninglund Kunstcenter

13. september 2021 kl. 07:33

I søndags kunne Dronninglund Kunstcenter åbne udstillingen Nordens Lys, der er den første udstilling helt uden restriktioner i halvandet år. Om det var årsagen, eller om det var bevidstheden om, at 22 af Nordens bedste akvarelmalere og billedhuggere udstillede, vides ikke, men fremmødet var overvældende.

Udstillingen, der har titlen Nordens Lys, er kurateret af stedets kunstneriske leder, Stinne Teglhus, og akvarelmaler Karin Lykke Groth.

Udstillingen blev af åbningstaleren, Flemming Møller Mortensen, minister for udviklingssamarbejde, betegnet som en exceptionel skøn udstilling. Det glædede naturligvis de to kuratorer, der har kendt hinanden i flere år.

- Vi kom for et stykke tid siden til at snakke om, at vi begge to har et stort netværk af nordiske kunstnervenner. Jeg er akvarelmaler og har malet akvareller i næsten 30 år, og Stinne er billedhugger, fortalte Karin Lykke Groth.

22 nordiske kunstnere

- Vi blev enige om, at vi her på bagkanten af coronaen kunne samle nogle af de allerbedste kunstnere, vi kunne finde. Det gjorde vi, og det lykkedes at få ja fra 22. Udstillingen er omfattende og på en måde en hyldest til det gode håndværk, altså til dem, der virkelig kan deres kram og kan teknikken, så de også kan lave noget, som er lidt ud over det sædvanlige. Vi har alle de nordiske lande repræsenteret. Flere af kunstnerne er faktisk kommet her personligt og har afleveret deres værker. Det er jo dejligt, at vi kan mødes om kunsten igen. Det har virkelig været en drøj periode. Vi har kunnet lave kunst, men vi har ikke kunnet rejse rundt eller udstille. Det kan vi nu, og det gør vi så med denne udstilling, der er en stor udstilling med over 300 værker. Heldigvis ser det ud til, at der en stor sult efter at opleve kunst, og vi kan se i dag, at der er et stort fremmøde. Det er glædeligt og det, vi gerne vil, sagde Karin Lykke Groth.

Ros fra minister

Åbningstaler, minister Flemming Møller Mortensen, startede med at rose centret, som han flere gange har besøgt og altid med stor fornøjelse. Han er også minister for Norden, og derfor var den region også central i talen.

- Jeg ved fra mit arbejde, hvor stor verden er, og hvor tæt vi er på hinanden her i Norden. Det er det, I manifesterer med denne udstilling, sagde han.

- Vi er her i Norden den nok mest privilegerede region i verden. Det kommer ikke af sig selv. Det kommer af, at vi er tæt forbundne, og når man er det, forstår man hinanden. Så udveksler man frit, trygt og tillidsfuldt med hinanden. Det gør vi i dag, og det er min opgave som minister, at vi også skal gøre det i fremtiden. Vi er politisk blevet enige om, at Norden skal være den mest integrerede og den mest bæredygtige region i verden. Det skal vi være af hensyn til os selv, men også fordi de holdninger, vi i høj grad står for med lighed og rettigheder og en klode i balance, er holdninger og tanker, vi gerne vil præge hele verden med. Der er mange i den store verden, der kigger i vores retning for at se og forstå, og som måske også i høj grad har lyst til at kopiere os, sagde han og vendte sig derefter mod udstillingen.

- Jeg været rundt på det, jeg godt vil kalde en exceptionel skøn udstilling i dette smukke hus, hvor der bindes følelser og tanker på tværs af grænser. Det her center kan noget, og det bevidner den store opbakning i dag, sagde ministeren, der også kom med en opfordring.

Køb kunst

- Os, der kan lide kunst, har den forpligtelse, at vi også skal være med til at skabe omsætningen i kunsten. Jer, der har penge på bogen og ikke ved, hvad I skal bruge dem til, køb et kunstværk. I kan lige så godt investere i kunst i stedet for at lade efterkommerne arve pengene, lød opfordringen fra Flemming Møller Mortensen.

Ved den særdeles velbesøgte fernisering var der musikalsk underholdning på klaver ved jazzmusiker Søren Lundby, der virtuost fortolkede flere kendte melodier.

Hvis man vil vide lidt mere om akvarelmaling, så kan man på søndag kl. 12.30 høre Karin Lykke Groth holde foredrag med titlen ”At male med lys”. Her vil hun fortælle om de kunstneriske processer og inspiration med akvarelteknikken. Kunstneren fortæller om at male lys, og om at genfinde lyset i mørket. Hun vil desuden vise rundt i udstillingen, der kan ses frem til 7. november.

Annonceret indhold

Nyeste