Når man er på campertræf, mødes man og hygger sig sammen. Ægteparret forrest er Susan og Finn Hilstrøm fra Grindsted. De øvrige par kommer fra forskellige dele af landet. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Træf med 81 autocampere i Asaa: Vi slapper af og føler frihed

13. september 2021 kl. 16:44

Det var et imponerende syn, da der i weekenden blev afholdt campertræf på og omkring havnen i Asaa. 81 autocampere fra hele landet dukkede op.

Træffet startede fredag i strålende solskin, men i løbet af natten og den følgende morgen styrtede regnen ned. Hen på formiddagen blev det dog opholdsvejr, og så kom camperfolkene ud af vognene. De slog borde op og begyndte at anrette frokost. Tæt på kajen havde fem ægtepar samlet sig omkring frokostbordet. Det var par fra forskellige egne af landet.

Et af parrene var Susan og Finn Hilstrøm fra Grindsted i Midtjylland.

- På sådan et træf kommer vi jo fra hele landet, og man lærer hver gang nye mennesker at kende. Vi elsker at køre rundt i en camper. Det giver frihed, sagde Finn Hilstrøm.

- Vi kan efterhånden holde næsten, hvor vi vil. Nogle steder betaler man, andre steder er det gratis. Hvis der ikke er begrænsninger, må vi gerne holde. Vi camperer ikke, vi raster. Vi tager en overnatning, og næste morgen kører vi videre. Vi holder der ikke i flere dage med havemøbler og markisen ude, fortalte han.

På farten hele året

- Vi kører hele året. Vi har varme, køkken, toilet og bad, så vi er ikke afhængige af nogen. Vi kører mest i Danmark og kommer lidt i Norge, Sverige og Nordtyskland. Der er så mange steder i Danmark, vi endnu ikke har set, så der er mulighed for mange ture de kommende år, sagde Finn Hilstrøm.

Familien har kørt autocamper siden 1990.

- Det er mest modne folk, der kører, men der er heldigvis begyndt at komme børnefamilier til. Det er nok coronaen, der er skyld i det. De har jo ikke kunnet rejse. De fleste er dog ældre og er fra 50 år og opefter. Mange har den opfattelse, at camperen er dyr at anskaffe. Den koster en del, men det er jo heller ikke gratis at bo på hotel. Vi elsker vores camper, for vi har jo det hele med os, så det er et sommerhus på hjul. Det er et frit liv, når man kører med autocamper. Mange af dem, der kører, havde tidligere båd, men føler måske, de er for gamle til at sejle, og så køber de en autocamper. Da vi startede, var der ikke så mange, der kørte autocamper. Vi fik den bygget på en Mazda 1.600 pick-up. Sådan er det slet ikke i dag. Nu køber man en camper fuldt udstyret med det hele fra en fabrik, sagde han.

Vejret spiller ingen rolle

- Vejret betyder ikke så meget. Regner det, parkerer vi bare tæt på en anden autocamper, og så slår man markisen ud og kan sidde i tørvejr, sagde Finn Hilstrøm, inden han sammen med vennerne indtog frokosten på kajkanten.

Autocamperne stod side om side på havneområdet. 81 campere fylder faktisk en del. Ved en af de største vogne på træffet sad Bent Stubkjær og fru Gitte.

- Vi har sommerhus i Øster Hurup, men det bruger vi efterhånden næsten ikke mere. Det gør vores børn til gengæld, fortalte Bent Stubkjær.

- Vi holder meget af vores autocamper og har bl.a. været i Sydeuropa i den, men bruger den også i weekender. Vi slapper meget af, når vi er ude i den. En camper giver meget mere frihed i forhold til sommerhus. Der er altid noget, der skal laves i et sommerhus. Det er der ikke her, sagde han.

- Vi bruger den også til at se nye ting. I et sommerhus er man bare der, hvor man nu er, men her kører vi ud til nye steder, og vi holder sjældent det samme sted i ret lang tid, føjede Gitte til.

- Vi har to elcykler og en motorcykel med. Vi ville egentlig også gerne have haft en lille bil, men så kommer vægten op over 7,5 tons, og det er en magisk grænse i mange europæiske byer. Vejer man over 7,5 tons, må man ikke køre ind, så vi nøjes med cykler og motorcykel. Bagdelen ved en stor autocamper er, at den er svær at få med ind i byerne, sagde han.

- Vi har alderen, men er knap gået på pension. Man kan sige, at vi nyder vores ”for-otium”. Jeg har mit eget firma og forsøger at komme lidt ned i tid. Min kone er tidligere politiker, og hun løber hele tiden ind i alverdens andre ting, så jeg ved faktisk ikke, hvor meget otium hun har, men vi slapper af i camperen. Vi er dog enige om at stoppe, mens legen er god. Det er bedst at stoppe, mens man er på toppen, sagde Bent Stubkjær.

Campere fra hele landet

De 81 campere kom fra hele landet, og der var også enkelte lokale. Kirsten og Mogens Davidsen fra Hjallerup havde således taget turen til Asaa.

- Vi har kørt en del rundt i Danmark og også lige været på en 12-dages tur til Mosel, så vi kommer meget omkring. Da vi så, der var dette træf i Asaa, var vi ikke i tvivl om, at det skulle vi med til. Det er hyggeligt, og der er hyggeligt i Asaa, sagde Mogens Davidsen.

Den røde hal på havnen var indrettet som samlingssted for deltagerne. Her var der om aftenen spisning, underholdning og hyggeligt samvær, inden de mange deltagere trak sig tilbage til autocamperne og sov med Kattegat som nærmeste nabo.

Annonceret indhold

Nyeste