Livet her

Skolebørn fejrede købstadsjubilæet med historisk optog i byen

18. september 2021 kl. 17:22

Mens Brønderslev Handel hele året sætter fokus på byens 100 års-status som købstad, så var elever fra byens tre folkeskoler fredag også med til at markere jubilæet. I formiddagstimerne var der således arrangeret fælles optog gennem Brønderslevs gader.

I jubilæets ånd var der tale om lidt af en tidsrejse, idet børnene via rekvisitter, udklædning og køretøjer satte fokus på gamle håndværk og fag. Således var der på den regnvåde fredag formiddag festlige gensyn med alt fra karetmagere til barberer, slagtere, skræddere og meget andet.

500 børn fra mellemtrinet på såvel Hedegårdsskolen som Søndergades Skole og Skolegades Skole havde brugt hele ugen på at forberede optoget med temadage om emnet. Ganske mange borgere benyttede da også lejligheden til at hylde såvel optoget som den fælles afslutning på Peder Møllers Plads. Her blev det om muligt endnu festligere med en store fælles charleston-dans anno 1921. Kulturskolens orkester bidrog med musikalske og tidstypiske toner, ligesom Det flyvende kuffertcirkus sørgede for gøgl og underholdning. Naturligvis blev der toppet med servering af kagemand til de mange børn.

Optoget løb af stablen i et samarbejde mellem de tre skoler, Brønderslev Handel og Brønderslev Kommune.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu