Livet her

Løberne lod sig ikke slå ud

MOTIONSLØB: Dronninglund Løbet samlede over 300 løbere i alle aldre til det traditionsrige løb i og omkring byen

04. oktober 2021 kl. 16:00

Med deltagere fra hele Nordjylland og mange løbere fra syd for Limfjorden kunne 2b på Dronninglund Gymnasium igen glæde sig over, at det efterhånden traditionsrige Dronninglund Løbet igen i år blev en succes. Til forskel fra sidste års Dronninglund Løbet, der blev aflyst på grund af corona-restriktioner, var der i år fuld fart frem og masser af energi hos både de små og de store deltagere.

Efter lørdagens voldsomme regn var der bekymrede miner hos eleverne i gymnasiets idrætsklasse, 2b. Vejrguderne mildnedes dog, og ud over lidt regn holdt tørvejret, og der var ingen vind af betydning.

Deltagerantallet på 309 kom desværre ikke i nærheden af de 525 deltagere i 2019, men til forskel fra de andre år, lå Skagenløbet med stort set samme koncept som i Dronninglund i den samme weekend, blot om lørdagen.

- Der er ingen tvivl om, at mange er taget til Skagen om lørdagen, hvor de ellers ville have deltaget i Dronninglund Løbet, fortæller Kristian Ramlov, 2b.

Forud for løbet har 2b arbejdet hårdt for at få det hele op at stå. Der er mange ting, der skal falde på plads organisatorisk, hvilket også er en del af elevernes læring.

- Vi er utroligt glade for, at der trods konkurrence fra Skagen kom så mange mennesker. Så har det været alle anstrengelserne værd. Vi har op til løbet lagt en masse energi i det og også arbejdet på det i vores fritid. Planlægning, afmærkninger af ruterne og så et stort arbejde med at indsamle alle de mange fine sponsorerede præmier og gaver. Vi kan nu glæde os over et pænt overskud, der går til vores studietur til Club La Santa i foråret. Det glæder vi os vildt til, fortsætter Kristian Ramlow.

En af grundene til, at så mange deltagere i alle aldre inklusiv barnevogne og hunde er med, er uden tvivl ruterne. Der er noget for enhver smag og til alle niveauer af kondition. Der var ruter på 2, 3, 5, 10,5, 21 og 42 km.

- Løbet er også en god anledning til, at gamle elever fra gymnasiet lige få set hinanden igen. Mange af de gamle elever kommer nu med deres børn. Det er super hyggeligt, understreger Kristian.

Ud over de mange præmier blev der efter lodtrækning ud fra løbenumrene uddelt 81 gaver.

På de 42 km var der fire deltagere med Jens Christian Mortensen som vinder, på de 21 km deltog 27 løbere med Henrik Møller som vinder, mens der var 33 løbere på de 10,5 km, som David Høg Møller vandt.

Annonceret indhold

Nyeste