Livet her

Hyggelig gensynsfest i Dronninglund

HANDEL: Med fredagens vellykkede Open By Night tog byen et stort skridt væk fra coronatiden

06. september 2021 kl. 08:00

I fredags var Open By Night tilbage i Dronninglund og det med en ny mand ved rorpinden. Mogens Thomsen afløste ved årsskiftet byens mangeårige citychef, Arne B. Schade, og på grund af restriktioner var fredagens begivenhed den første, han stod i spidsen for.

- Selvfølgelig har jeg været nervøs, men jeg har haft Arne, den tidligere citychef, til at kigge det hele igennem, og jeg ligeledes har haft bestyrelsen til at kigge mig over skulderen, så derfor var jeg ret sikker på, at det ville gå godt, sagde han, mens de mange aktiviteter var i fuld gang.

- Vi er desuden startet med noget, vi kan overskue. Heldigvis er jeg ikke alene om det her. Butikkerne, kommunen og foreningerne bakker op, og så har vi jo en plads her på torvet, der er helt ideel. Jeg har hørt fra flere, at de gerne vil aktivere denne plads, så derfor har jeg også valgt at samle det hele her og ikke tre fire steder i byen. Jeg er ret sikker på, at det også fremover vil blive her, det kommer til at ske. Herfra kan folk så bevæge sig rundt i byen og shoppe i de mange butikker, sagde Mogens Thomsen, mens han gik rundt på den solbeskinnede plads.

- Vejret er jo også perfekt. Det er svært at tage højde for. Vi havde ganske vist en plan B med mulighed for at sætte et telt op, men det er jo ikke det samme, sagde han, der føler, han er blevet taget godt imod i byen.

- Folk er venlige og accepterer, at jeg måske spørger om nogle dumme ting, fordi jeg ikke ved det. Jeg startede midt i nedlukningen, og samtidig skulle jeg følge efter Arne B. Schade, der har været med i mange, mange år. Jeg skal jo ikke lave om på det hele, men bygge videre på det, han har opbygget. Han har også været en stor hjælp op til dette arrangement. Han har erfaringen og kan redde mig fra nogle ting, så jeg starter ikke helt fra nul, sagde Mogens Thomsen.

Anders Dige, formand for Dronninglund Handel, var begejstret for aftenens forløb.

- Vejret er perfekt, og der er masser af mennesker i byen. Det kunne ikke blive bedre. Jeg vil gerne rose vores nye citychef. Han har virkelig knoklet med at få dette arrangement op at stå, og det er i den grad lykkedes. Stor ros til ham, sagde Anders Dige.

Næste store arrangement, Dronninglund Handel står bag, afvikles i starten af oktober.

- Da er vi med i Støt Brysterne, og der skal vi have klædt Dronninglund i lyserødt. Det glæder jeg mig til, sagde citychef Mogens Thomsen.

Annonceret indhold

Nyeste