Livet her

Fernisering og indvielse af nye lokaler

Sognegård: Dronninglund Sognegård fik stor skulptur, indviede lokaler og holdt fernisering på samme tid

10. september 2021 kl. 08:00

Kunstudvalget og sognegårdsudvalget havde i søndags inviteret til indvielse af det nye loft samt fernisering på en ny udstilling. Ved samme lejlighed blev der også afsløret en skulptur, der fremover skal stå i sognegården. Det er en kæmpestor bogskulptur lavet af træ og har titlen ”Book of Kells”. Kunstneren bag er Bjarne Ejaas.

- Jeg har lavet flere af disse store bogskulpturer, men nu har jeg ikke flere træstykker, der er så store, fortalte han.

Kunstneren er i øvrigt en kreativ mand, der også har udgivet fire digtsamlinger og beskæftiger sig med smykkefremstilling.

Der var også lejlighed til at betragte en række nye malerier udført af Peter Smalbro fra Hjallerup. Han har malet i mange år og udstillet de sidste 10.

- Jeg har altid kun brugt akrylmaling, men har længe haft lyst til at prøve kræfter med oliemaling. Da den ene udstilling efter den anden blev aflyst i foråret 2020, greb jeg muligheden og gik i gang med at male med olie. Jeg synes, det er en ret anderledes og noget mere langsommeligt proces, men det er spændende at blive fortrolig med helt nye muligheder og begrænsninger, forklarede Peter Smalbro.

Udstillingen i Sognegården er hans første efter nedlukningen, og det er også første gang, han både har akryl- og oliemalerier med.

Annonceret indhold

Nyeste