Der er atter gang i linedance i Hjallerup Idrætscenter. Her er det nye dansere, der indøver de første trin. Foto: Jørgen Ingvardsen
Livet her

Der er igen gang i linedance i Hjallerup

LINEDANCE: Danserne svigter ikke, selv om der har været halvandet års dansepause

30. september 2021 kl. 10:00

For de fleste foreninger har det seneste halvandet år været en drøj omgang med aflysninger og nedlukning. Sådan har det også været for Kick Linedance i Hjallerup.

Nu er man imidlertid igen startet på træningen i Hjallerup Idrætscenter, og opbakningen er fin.

- Vi har faktisk fået en del nye medlemmer her efter genstarten, og det glæder vi os selvfølgelig over, fortæller Rikke Kristiansen, der sammen med sin mand, Niels-Erik, er instruktører for danserne.

- Det har været en meget mærkelig tid, hvor vi aldrig vidste, hvad der ville ske. Vi forsøgte alle mulige krumspring for at holde gang i dansen trods diverse restriktioner. Vi lavede online dans, hvor vi dansede hjemme i vores køkken foran computeren, så vore klub-medlemmer og andre interesserede kunne danse med hjemme hos sig selv. Det gik nogenlunde, men teknikken drillede desværre af og til. Vi kom heller ikke til det store træf i Skærbæk i Sønderjylland. Det blev aflyst, og i stedet blev årets danse sendt online. Vi mødtes så hjemme i haven og dansede der med behørig afstand og afsprittede hænder. Det var meget underligt, men nu er vi på banen igen, og alt skal nok blive godt, siger Rikke Kristiansen.

Imens er undervisningen begyndt i lokale 4 i Hjallerup Idrætscenter. Musikken starter, og Niels-Erik instruerer og gør det langsomt og grundigt, så alle kan være med.

- I skal ikke være bange, for I kan ikke gøre noget forkert, lyder hans beroligende stemme, mens han beder dem gå to skridt til højre, et frem og klappe.

Her er det vigtigt, at man er helt sikker på, hvad der er højre og venstre. Selvfølgelig er der nogle, der tager fejl, men det udløser blot glade smil, og så prøver man bare igen. Det er mange trin, der skal læres, men forude venter også en hel sæson.

Linedance foregår hver torsdag i Hjallerup Idrætscenter fra kl.18.30, hvor begynderholdet danser frem til kl. 19.50, hvorefter fortsætterholdet tager over.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu