Livet her

Bind 4 og 5 om Brønderslevs historie er godt på vej

17. oktober 2021 kl. 11:20

I august udgav Jens Otto Madsen tre bøger på i alt 1500 sider om Brønderslevs historie ... og nu har den flittige bogudgiver to mere på vej. Om samme emne.

- Jeg har fået flere opfordringer til at udgive flere bøger, og er gået sammen med Inger Aarup-Kristensen og Tonny Bistrup om at udgive ”Historier fra Brønderslev bind 4 og 5”, siger Jens Otto Madsen.

De to næste bind kommer, ligesom de første tre, til at indeholde historier om Brønderslev skrevet af personer med et tilhørsforhold til byen - både kendte og ukendte, bl.a. Anni Schjønning, Else Højgaard, Birgitte Josefsen, Dorte Stiller, Else Simonsen, Erik Thrane, Henrik Jensen, Erik Hald og mange andre. Og der kommer historier om bokseklubben, tennisklubben, badmintonklubben, Brønderslev Firmasport, svømmeklubben og meget, meget andet.

- Hvert bind kommer til at indeholde omkring 80 historier over 500 sider, siger Jens Otto Madsen, som dermed kommer op på at have udgivet 2500 siders Brøndderslev-historie.

Bøgerne udgives i 500 eksemplarer, og der er allerede god gang i afsætningen.

- Jeg har forudbestillinger på lidt over 300 bøger, så der er under 200 tilbage ... så man skal være hurtig, hvis man vil købe bøgerne, siger Jens Otto Madsen, som forventer at bøgerne er klar til udlevering inden jul.

Vil man sikre sig et sæt med to bøger skal man som ved de foregående tre bøger, forudbetale 250 kr. på MobilePay 29727134 eller afgive bestilling og betale hos Guldsmed Hansen i Brønderslev.

Annonceret indhold

Nyeste