Livet her

Bankfolk har tømt kassen

IDRÆTSHAL: Donation fra lokal gavefond skaber glæde i idrætscenter

30. august 2021 kl. 11:32

HJALLERUP: Det er nok sjældent, bankfolk har det store smil på, når de lige har tømt kassen. Men bankdirektør Annette Drivsholm og bankdirektør Tommy Morsing, begge fra Spar Nord, smiler ved tanken om, hvad kassetømningen kan resultere i for Hjallerup Idrætscenter.

Kassen de har tømt, på helt legal vis, tilhører Hjallerup og Omegns Sparekasses Gavefond, og hver en krone går til at fremme planerne om en ny, tredje hal til Hjallerup Idrætscenter.

- Vi har tømt gavefondens kasse, og det blev til 482.000 kroner, som vi med glæde giver til at støtte idrætscentrets plan om en ny hal, fortæller Annette Drivsholm.

Hun understreger, at det stærke lokale engagement er vigtig for banken.

- Vi har været i byen i mange år og vil gerne være med til at støtte det store arbejde, som frivillige yder for lokalsamfundet og idrætslivet, forklarer Annette Drivsholm. Gaven glæder formand for Hjallerup Idrætscenter Thomas Nielsen.

- Vi har i flere årtier arbejdet med en plan om en ny hal tre. Nu er vi klar med det rette projekt, og så er det bare fantastisk, at få sådan en opbakning, siger en glad Thomas Nielsen.

Gaven lægger sig oven i de millioner, som Brønderslev Kommune har valgt at trille ind i projektet.

- Kommunen giver otte mio. til projektet i direkte støtte og fire mio. som lånemulighed, og lagt sammen med den flotte gave fra gavefonden, er det et godt signal til de store fonde, vi også har søgt om støtte fra, forklarer Thomas Nielsen.

Den nye hal skønnes at koste op mod 26 mio. kroner, så lige nu er der skaffet næsten halvdelen af beløbet.

- Jeg ved ikke helt, hvor mange penge, vi skal have ind, før vi tør sætte byggeriet i gang. Men med den støtte vi har nu, håber vi på en sneboldeffekt, så vi også møder velvilje i de store fonde, siger Thomas Nielsen. Det samme gør borgmester Mikael Klitgaard(V).

- Jeg havde håbet, at byggeriet allerede var påbegyndt. Men udviklingen er meget positiv, og jeg er sikker på, at det flotte projekt nok skal nå i mål, siger Mikael Klitgaard.

Håbet er, at hallen vil kunne tages i brug i 2023.

Annonceret indhold

Nyeste