Rotary Dronninglund støtter den internationale nødhjælpsorganisation ShelterBox og demonstrerer hvad indsatsen består i i forbindelse med Open by Night i Dronninglund 3. september.Privatfoto
Det sker

Rotary hjælper med at skabe ly for nødstedte mennesker

Nødhjælp: Når Dronninglund Handel holder Open by Night 3. september kan man høre om Rotarys støtte til nødhjælpsorganisatonen ShelterBox

31. august 2021 kl. 08:00

Når Dronninglund Handel 3. september kalder til samling til stor gensynsfest og Open by Night, viser Dronninglund Rotary også flaget. Eller rettere sagt teltet. For det er nemlig et sådant, der er omdrejningspunktet for klubbens tilstedeværelse ved arrangementet.

Den lokale Rotary-klub støtter den internationale nødhjælpsorganisation ShelterBox, der har specialiseret sig i at skabe ly til nødstedte mennesker i forbindelse med naturkatastrofer og konflikter verden over.

Det foregår via specialdesignede telte og nødhjælpsbokse, som hurtigt kan distribueres og gøres anvendelige for selv store folkemængder.

- Og ved Open by Night i Dronninglund bliver der mulighed for at kigge nærmere på et af disse telte, oplyser Per Hylander fra Dronninglund Rotary.

– Vi glæder os til at vise teltet frem og til at fortælle mere om vores samarbejde med ShelterBox. Vi har støttet organisationen siden 2009. Den største indsats i vores tid var jordskælvet i Haiti i 2010. Her beviste ShelterBox virkelig sit værd ved at sørge for, at tusindvis af nødstedte mennesker hurtigt kunne komme i ly og sikkerhed selv om alt omkring dem var kaos, tilføjer Per Hylander.

Landsdækkende turné

Det telt, der 3. september kan ses i Dronninglund, er et af organisationens standardtelte. Det rummer dog ikke en komplet beholdning af udstyr som teltene ellers er indrettet med i nødsituationer.

Besøget er et led i en landsdækkende turné, hvor Rotary Danmark forsøger at sprede kendskabet til ShelterBox.

– Vores klub er en slags ambassadør for ShelterBox i vores eget distrikt, og målet er naturligvis at skaffe mere opmærksomhed om organisationen, siger Per Hylander.

- Indtil videre har vi målrettet vores indsats mod andre Rotary-klubber, ligesom vi forsøger at skaffe sponsorater og støtte hos erhvervsvirksomheder. Og så vil vi bare gerne have, at den almindelige borger får kendskab til alt det positive som ShelterBox bidrager med. Organisationen har eksisteret i 20 år og er i dag repræsenteret med fjernlagre overalt i verden. Når der indtræder katastrofer, er det mest basale behov jo ofte at komme i ly og tørvejr. Og her har ShelterBox igen og igen vist sit værd.

Rotary kan mødes på Torvet

Open by Night-arrangementet er centreret omkring midtbyen. Det nye torv indrammes af en række pavilloner, hvor også Dronninglund Rotary har deres stand. Her bliver der på aftenen mulighed for at møde flere af klubbens medlemmer og til at høre nærmere om det hjælpearbejde, der udgør en stor del af klubbens virke.

I år fejrer Rotary Danmark i øvrigt 100-års jubilæum.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu