Det sker

Hvordan var det egentlig, da oldemor var en lille pige?

12. oktober 2021 kl. 08:00

Hvordan var livet på landet, da oldemor var en lille pige?

Det kan børn og voksne få et indblik i på Dorf Møllegård mandag til onsdag 20. oktober i efterårsferien.

Da oldemor var en lille pige, kaldte man efterårsferien for ”kartoffelferie” på landet. Børnene skulle have fri fra skole, så de kunne hjælpe med at få kartoffelhøsten i hus. Dengang gik mange børn kun i skole hver anden dag, fordi de også skulle arbejde hjemme på gården.

Dengang havde man ingen køleskabe eller frysere, så man var nødt til at nedkule, sylte, henkoge eller salte maden, så den kunne holde sig.

Oldemor havde ingen iPad og mobiltelefon og hun så aldrig tegnefilm. Til gengæld havde hun en livlig fantasi. Hun kunne lave en hel bondegård ud af tændstikker og kastanjer.

Når mørket faldt på, fortalte hendes bedstemor historier om trolde, ellepiger og nisser. Historierne var spændende - og lidt uhyggelige.

Der er mulighed for at høre mere om oldemors barndom, når Dorf Møllegård inviterer børn og voksne indenfor til et væld af fortællinger fra gamle dage. Samtidig kan der nørkles med kastanjer.

Udenfor bydes der på en guidet tur gennem den smukke efterårsskov. Her fortælles om, hvordan man brugte naturens skatkammer i husholdningen i gamle dage. Der er afgang fra møllegården kl. 10.30, 11.30, 13.30 og 14.30.

Børn kan desuden deltage i opklaringen af mysteriet EFTERSØGT og være med til at finde en forsvunden gårdnisse.

Indenfor i det lune køkken bages der æbleskiver efter gammel opskrift. Æbleskiverne serveres med hjemmelavet syltetøj og saftevand. Der sælges æbleskiver fra kl. 13.00 til 16.00.

Dorf Møllegård har åben 18.-20. oktober fra kl. 10-16.

Annonceret indhold

Nyeste