Livet her

Tre mænd kørt på sygehuset i bevidstløs tilstand

Fredag aften er tre mænd fundet bevidstløse i et hus i Sterup, sandsynligvis på grund af for mange stoffer og piller, vurderer Nordjyllands Politi

03. september 2021 kl. 21:52
Opdateret 04. september 2021 kl. 10:51

Opdateret lørdag formiddag med status på de tre mænd.

STERUP: Tre mænd på henholdsvis 42, 32 og 22 år er fredag aften blevet kørt på sygehuset i bevidstløs tilstand, efter de blev fundet af en politipatrulje i et hus på Irisvej i Sterup ved Jerslev.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Falberg.

- Det er en mærkelig sag, den her. De tre mænd bevæger sig i misbrugsmiljøet, og vi har tidligere i dag holdt lidt øje med dem, fordi de i forbindelse med Brønderslev Marked kørte rundt i byen og generede folk. Men senere forsvandt de, og derfor sendte vi en patrulje til adressen i Sterup, hvor de så blev fundet bevidstløse, fortæller Jess Falberg.

De tre mænd blev alle kørt på sygehuset, men den umiddelbare vurdering fra lægerne er, at de alle tre klarer sig igennem.

Lørdag formiddag oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi, at de alle er uden for livsfare.

- De har sandsynligvis givet den lige rigeligt med gas med stoffer og forskellige medicin, men de ser heldigvis ud til at klare den, siger Jess Falberg.

De tre mænd er alle nogle, Nordjyllands Politi kender fra tidligere, oplyser vagtchefen.

Annonceret indhold

Nyeste