Den ny McDonald’s i Brønderslev åbner på torsdag - franchisetager Flemming Fast tror på, at den kommer til at gå godt. Foto: Henrik Louis
Mad & Drikke

Tålmodighed til torsdag: Så er der burgere i Brønderslev

Torsdag 16. september slår den ny McDonald’s i Brønderslev dørene op - den bliver arbejdsplads for 60 personer

12. september 2021 kl. 12:00

Hen over sommeren er den vokset op og har taget form, den ny McDonald’s ved motorvejsafkørslen Brønderslev Syd. Nu står bygningen klar, og de første burgere er klar til at blive serveret på torsdag 16. september.

I denne uge har den sidste klargøring og oprydning været på programmet, og det medførte en livlig aktivitet indenfor med at støvsuge, gøre legeland klar og alle mulige andre opgaver.

Restauranten bliver arbejdsplads for cirka 60 medarbejdere.

- Vi er stort set færdige med at ansætte. Vi skal være 60 her, og vi har ansat 50-55 fra lokalområdet, fortæller Flemming Fast.

Inde i køkkenet er alt forberedt til at sætte gang i alle de processer, der skal til, før kunderne kan få udleveret deres mad. Der er gjort klar til at lave pomfritter og burgere, tage imod bestillinger i McDrive, udlevere mad og en masse andre ting.

It spiller også en væsentlig rolle i et McDonalds’-køkken - der er masser af skærme til at styre bestillinger, udleveringer i McDrive og til få arbejdsgangene til at flyde.

Et stort kølerum og et stort fryserum, hvor man kan køre ind med paller og læsse af, er også en del af området bag disken.

Området, hvor kunderne skal sidde og spise, er færdigt.

Og rengøringen er de færdige med på tirsdag.

Tiltro til projektet

Restauranten bygges på samme måde som andre McDonald’ser i landet, men indenfor har Flemming Fast kunnet vælge mellem 12-15 modeller indenfor indretning.

Og han har en del erfaring, da han i forvejen driver syv McDonald’ser, og Brønderslev dermed bliver nummer otte, som han er franchisetager for.

Det var også Flemming Fast, der var franchisetager på den McDonald’s, som var i Brønderslev fra 1999 til 2002.

Men den nye McDonald’s spår han en meget længere fremtid.

- Tiderne er anderledes, folk går meget mere ud at spise i dag. Den ligger ved indfaldsvejen til Brønderslev, og trafikken på motorvejen stiger voldsomt, fortæller Flemming Fast, der også tror på, at den vil få mange kunder, der er på vej til eller fra Norge via færgen i Hirtshals.

I den forbindelse har det været vigtigt for McDonald’s, at de kan ses på motorvejen af, da de fleste kunder kommer på baggrund af en hurtig beslutning efter at have set, at der ligger en McDonald’s.

- Vi forventer, at det bliver en fornuftig økonomisk rentabel butik - det bliver ikke en højdespringer, for så var vi kommet meget før. Men vi har ventet på, at markedet blev modent til, at en by som Brønderslev kan bære en McDonald’s. Der kommer masser af gæster, det er vi sikre på, siger Flemming Fast.

Det er også baseret på, at man har lavet beregninger over hvor mange, der bor her, har set på trafiktal på motorvejen og har trukket på restaurantkædens erfaring.

Flemming Fasts tiltro til projektet afspejles også i, at han har skrevet kontrakt for 20 år.

Udenfor bliver der godt med parkeringspladser, og her kommer Brønderslevs McDonald’s til at skille sig ud ved det, at der skal plantes vilde blomster efter inspiration fra Bonderøven og tanken om biodiversitet.

- Vi vil ikke vedligeholde det. Jeg tror, det er dét, vi skal. Jeg synes, det er kedeligt med alt det græs, siger Flemming Fast, der ikke mener, at alting bør være snorlige.

- Jeg tror, vi skal væk fra det. Det er også spild af energi.

Nej til møder og kalender

Der er flere ting, som Flemming Fast godt kan lide ved sit arbejde.

- Det er alle de unge mennesker, der arbejder her. Jeg kan godt lide at gøre ting optimalt og levere en god service. Det motiverer mig i hverdagen, forklarer han.

Det ses også i, at hans McDonald’s i Skalborg er Nordens hurtigste til at få biler igennem McDrive - med 212 biler i timen.

Flemming Fasts arbejdsuge er skruet sådan sammen, at han kommer i de forskellige restauranter, hvor han ofte er at finde i køkkenet og typisk er med til at lave burgere og snakker lidt med folk.

- Jeg har ikke noget kontor, hvor jeg sidder. Det gider jeg ikke. Jeg kommer lige nu fra Nørresundby, hvor jeg har været i køkkenet, fortæller han.

Der er ikke nogen fast plan for, hvornår han kommer hvor.

- Det værste, man kan have, er en kalender, der siger, at man skal gøre nogle ting. Hver morgen ser jeg, hvor det er længe siden, at jeg har været, fortæller Flemming Fast, der bor i Aalborg og dermed er centralt placeret for sine restauranter.

Møder vil han også gerne holde på et minimum.

- Her i coronaen har vi opdaget, hvor mange møder der er spild af tid. Det er dejligt. Nogle møder er nødvendige, men man kan godt begrænse det rigtigt meget, mener Flemming Fast.

Der altså foretrækker at være midt i begivenhederne - han har også planer om at være i Brønderslev på åbningsdagen, hvor McDonald’s Brønderslev Syd er klar til at slå dørene op for de første kunder klokken 10.

En tjans er han dog ikke så meget for at springe på.

- Jeg er ikke ret god til at stå ved kassen. Det tager alt for lang tid. Det er der nogle, der er bedre til end mig, smiler han.

Annonceret indhold

Nyeste