Susan Jackson kan fra denne uge af byde kunderne indenfor i nye lokaler - Sew-In-Love udvider og er rykket i større lokaler tættere på midtbyen.
Livet her

Susan byder indenfor i nye lokaler: - Systuen eksploderer lige nu

Susan Jackson byder indenfor i nye lokaler

01. marts 2023 kl. 16:47
Opdateret 02. marts 2023 kl. 16:26

BRØNDERSLEV: Susan Jackson kan byde kunderne velkommen i nye lokaler - hendes butik Sew-In-Love er flyttet ned på en ny placering i Bredgade overfor Nygade meget centralt i Brønderslev midtby.

Tidligere lå butikken lidt udenfor centrum, men Susan Jackson fik mulighed for at leje de nye lokaler - og hun havde også brug for mere plads, for hun har lige overtaget business-kunderne fra Tofts Systue i Brønderslev, som lukkede.

- Og så fik vi jo travlt. Vi kunne dårligt nok være der i forvejen, og vi har også stofbutik ved siden af. Jeg så på, hvad der var af lejemål, og vi har fået de flotteste lokaler, fortæller Susan Jackson.

Business-kunderne er typisk tøjbutikker, der får Sew-In-Love til at tilpasse tøj, som kunderne har købt - for eksempel bukser, der skal lægges op, eller habitter, der skal tilpasses.

Det har givet travlhed, og det har også medført, at Susan Jackson har ansat en ny syerske, der netop er begyndt. Så nu er de to i systuen plus Susan Jackson, som mest står for stofdelen i butikken.

- Systuen eksploderer lige nu, konstaterer hun.

Samtidig hjælper Sew-In-Love også private kunder med syopgaver, nye lynlåse og andre opgaver.

Sew-In-Love har også som noget nyt udvidet sortimentet med patchwork, som der er god interesse for.

Susan Jackson er glad for udvidelsen.

- Jeg har utroligt meget iver omkring det her. Det er her, mit hjerte banker. Jeg er udlært skrædder for mange år siden, det er hele mit liv. Og jeg er vild med metervarerne og det færdige, man får ud af det, fortæller Susan Jackson, der nyder at yde service og hjælpe folk i gang med syprojekter.

Susan Jackson, indehaver af Sew-In-Love, brænder for at hjælpe kunderne med deres syprojekter.

Sew-In-Love byder også på sykurser, sytræf og sycaféer, hvor folk mødes og syr sammen og bruger butikkens klippebord.

- Vi snakker meget og griner. Nogle gange sidder man bare hjemme og syr, og familien kan ikke rigtigt forstå det. Her kan man komme ud med ligesindede. Det er virkelig en lidenskab, når man sætter sig ved symaskinen, og det er dét, jeg gerne vil hjælpe folk med. Det er målet med min butik, fortæller Susan Jackson.

Navnet Sew-In-Lov er et ordspil - det lyder nemlig som "so in love", når man siger det højt.

Se også
Livsstilsbutik med ny ændring: - Vi laver om hele tiden
Se også
Lone sagde farvel til fast løn og job gennem 20 år og skabte et nyt arbejdsliv - nu er hverdagen helt forandret
Se også
Planteskole åbner igen med nye ejere
Annonceret indhold

Nyeste