Frederik Kjettrup (tv.) spillede finalerunden med Malthe Laustsen fra Aalborg Golf Klub, der dog har sin golfopdragelse i Brønderslev. Laustsen var ligeledes med fremme i DM-feltet. Foto: Kasper Ørkild
Livet her

Lokal golfspiller vandt DM på eget græs: - Det overrasker mig ikke, hvis han går hele vejen

For kort tid siden var Frederik Kjettrup med til at vinde EM for hold. Søndag blev han så danmarksmester på sin hjemmebane i Brønderslev

01. august 2021 kl. 17:55
Opdateret kl. 20:18

GOLF: Der var meget at fejre for Brønderslev Golfklub, da danmarksmesterskaberne i slagspil blev afrundet søndag. Klubben fik ikke bare ros for banens beskaffenhed og deres værtskab. De fik også lov til at kåre en lokal danmarksmester.

På herresiden vandt Frederik Kjettrup nemlig på banen, som han har kaldt sin hjemmebane, siden han skiftede fra Aabybro. Dermed tilføjede han DM i slagspil til listen over store præstationer som amatør - endda med imponerende syv slag ned til nærmeste forfølger.

For få uger siden var han med på det danske herrelandshold, der vandt EM for hold, mens han for to år siden vandt DM i hulspil.

- Der er altid fedt at vinde på hjemmebane, og jeg spillede godt de første to dage. Det er dejligt. Vi er jo vant til vinden heroppe i det nordjyske. Det var også den vind, som vi har til hverdag, og så kender man jo hullerne. Det er en stor fordel, siger Frederik Kjettrup.

Foto: Kasper Ørkild

På førstedagen slog han banerekorden på Brønderslev Golfklubs mesterskabsbane. Men eftersom der gennem dagene blev spillet med oplæg på fairway, kunne den ikke registreres som officiel banerekord.

De 62 slag - otte slag under par - som Frederik Kjettrup brugte på den vindblæste bane, imponerer dog hans træner i Brønderslev, Morten Hedegaard.

- Det er noget af det bedste, som jeg har set nogen spille nogensinde. I det vejr er banen fire eller fem slag sværere. Den tidligere banerekord er fem under par, som blev lavet i en professionel turnering i godt vejr. Den slår han med tre slag. Det er jo helt vildt, siger han.

Morten Hedegaard tror således også på, at Frederik Kjettrup kan drive golfkarrieren langt, når han forsøger sig som professionel.

Foto: Kasper Ørkild

- Det er sindssygt svært at sige, da mange ting skal gå op. Det overrasker mig ikke, hvis han går hele vejen. Han er sin egen og lader sig ikke påvirke af andre. Det er positivt. Han forstår de ting, som han skal gøre for at blive god. Han følger ikke bare med de andre. Frederik er ret komplet. Det, han manglede i det korte spil, har han nu. Han er det helt rigtige sted på den rette skole med de bedste træningsfaciliteter, siger Hedegaard med henvisning til Florida State University, hvor nordjyden har spillet det seneste halve år.

Dagligdagen i USA er således også det, som Frederik Kjettrup kigger frem mod nu.

- Jeg skal bare tilbage til USA til næste semester og spille videre der. Danmarksmesterskabet ændrer ikke så meget, siger nordjyden, der nu tager en velfortjent sommerferie, inden turen går tilbage til Florida.

Kjettrup overtog danmarksmesterskabet fra en anden nordjyde. I fjor vandt Hamish Brown fra Aalborg Golf Klub nemlig titlen som danmarksmester.

Hos damerne vandt Nicole Lørup fra Smørum Golfklub. Den bedste nordjyde blev Sofie Kibsgaard fra Morsø Golfklub, der med en stabil finalerunde hentede en fjerdeplads ved danmarksmesterskaberne i slagspil.

Annonceret indhold

Nyeste