Der var god opbakning til arrangementerne i 2023 i regi af Brønderslev Handel.
Shopping

Svære tider for næringslivet: Men byen kæmper videre

25. marts 2024 kl. 07:52

- 2023 var præget af udfordringer. Mange forbrugere holdt på pengepungen på grund af usikkerhed og krig i verden.

Sådan lød det indledningsvis for formand Trine Dolbak, da hun forleden aflagde beretning ved generalforsamlingen hos Brønderslev Handel. Formanden slog dog også fast, at året bød på glædelig tilkomst af mange nye medlemmer. Ligeledes fremhævede hun åbningen af Brønderslev Padel og udvidelsen hos Normal som positive elementer i det forgangne år.

- Vi har forsat gjort os umage for at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at handle lokalt, fortsatte Trine Dolbak.

- Vi har stort set det hele. Det er også, hvad kunderne ofte nævner, når man spørger, hvorfor de kommer til byen og handler. Det hele ligger indenfor gåafstand med gratis parkeringsmuligheder og en altid uovertruffen personlige service.

Formanden roste også handelschef Pia Mikkelsen for et ihærdigt arbejde, ligesom hun takkede Brønderslev Rotary for donationen af borde og bænke til midtbyen. Og så hæftede hun sig ved vanlig god opbakning til både sommerarrangementerne og White Christmas-tiltaget.

- På vegne af bestyrelsen skal der lyde en kæmpe tak til alle ildsjæle og frivillige, som har knoklet og hjulpet os, sagde formanden.

Trine Dolbak rundede af med at se frem mod dette års arrangementer, hvor Royal Run kommer til at sætte Brønderslev på landkortet. Ligeledes ytrede hun håb om, at Byggeriet på Banegårdspladsen atter kommer i gang.

Brønderslev Handel kom ud af 2023 med et overskud på 6.294 kr. Foreningens egenkapital andrager i alt 181.201 kr.

Trine Dolbak og Nicolai Sthyr Nielsen blev begge genvalgt til bestyrelsen.

Aftenen blev i øvrigt rundet af med et foredrag af tidligere håndboldlandsholdsspiller Lars Christiansen.

Annonceret indhold

Nyeste