Shopping

Se fotos: Brønderslev var til hygge og aftenhandel

01. september 2023 kl. 07:44

- Vi er trætte. Det har været en lang dag. Men jeg synes, vi er lykkedes med at skabe en god event. 

Sådan lyder det fra handelschef Pia Mikkelsen i kølvandet på torsdagens Open by Night-arrangement i Brønderslev. 

Det blev vanen tro afviklet under overskriften Go’ Aften med et væld af tilbud i såvel butikkerne som i byens gader. 

- Idéen har været at skabe en Open by Night for alle aldersgrupper. Vores butikker har bakket rigtig godt op og heldigvis ser det også ud til, at vi får et fint besøgstal, tilføjer handelschefen. 

Hun beretter dog i samme ombæring, at det planlagte motionsarrangement, Helteløbet måtte aflyses på grund af manglende tilslutning. 

- Jeg tror det skyldes, at der i forvejen er masser af tilsvarende arrangementer på plakaten for tiden. Vi vender tilbage med Helteløbet en anden god gang, fastslår Pia Mikkelsen.

Og mens næringslivet altså fristede med solide tilbud hele dagen, så var det især i aftentimerne, arrangementet udfoldede sig. 

Her var hele midtbyen indrammet af festlige indslag med blandt andet musikalsk underholdning af Claus Hassing, folkedanseropvisning ved Øster Hjermitslev B&U-dansere samt besøg af Star Wars-figurer fra 501.st Legion. 

Undervejs benyttede også Brønderslev Rotary Klub lejligheden til at overrække et borde-bænkesæt til Brønderslev Handel. 

Nyanskaffelsen blev behørigt indviet ved Stjernekrydset, hvor der aftenen igennem var udskænkning af herligheder fra Brønderslev Hallerne.

Annonceret indhold

Nyeste