Shopping

Røde Kors klar med splinterny butik

BYENS LIV: Røde Kors har indrettet sig i nye lokaler og er klar til at åbne, så snart det bliver muligt - de venter en øget omsætning på ny og bedre placering

02. februar 2021 kl. 10:55

I den seneste tid har de frivillige i Røde Kors butikken i Brønderslev bygget en helt ny butik op. Den ligger i Østergade nær Skousen og er indrettet med brede gange, godt overblik og masser af tøj, køkkensager, porcelæn, bøger og alt muligt andet.

- Vi er flyttet, fordi butikken i Bredgade brændte, fortæller Rita Kjær, der sammen med Kirsten Hansen og Aase Jensen er med i butiksudvalget.

Butikken lå efter branden i midlertidige lokaler også i Østergade, men nu er de altså klar med en permanent placering i byen.

Og butiksudvalget er rigtig glade for den nye placering, hvor der også er bedre parkeringsforhold, end der var i Bredgade.

- Det er en meget bedre placering, og folk kan komme hertil i bil, siger Aase Jensen, der også tror på, at den nye butik vil give omsætningen et løft.

De frivillige glæder sig meget til at åbne, så snart de må det.

- Vi glæder os så meget til at vise vores nye forretning frem til kunderne, fortæller Rita Kjær.

- Der bliver en fantastisk stemning her, mener Aase Jensen.

Der er også lagt op til, at man kan blive hængende lidt. En afdeling er indrettet som bibliotek med bøger, hvor man kan opholde sig.

Og det vil tage en vis tid at begive sig gennem alle rækkerne med varer af forskellig art, for det er en pænt stor butik.

God atmosfære

De tre frivillige er enige om, at butikken er et godt sted at være.

- Det er atmosfæren og det sociale. Der er tid til kaffe. Jeg er meget glad for at være her, fortæller Kirsten Hansen, der meldte sig i fællesskabet, da hun flyttede til byen, og på den måde har lært nye mennesker at kende.

- Der er et godt sammenhold, supplerer Aase Jensen.

Tøjet får de både fra centralt hold i Røde Kors og fra private i Brønderslev, der indleverer tøj. Det ligger også et stort arbejde i at gøre tøjet klar til salg.

- Vi gør meget i, at tøjet skal være rent og ikke slidt. Det er det pæneste af det pæneste, vi har i butikken, fortæller Aase Jensen.

Alt det tøj, de modtager, bruges. Noget går nødhjælp, og er tøjet ikke egnet til at blive genbrugt, som det er, så bliver det filtret op og lavet om til indtræk i bilsæder, ligesom skosåler laves om til granulat.

- Det er ikke noget, der går til spilde, fortæller de.

Den ny butik åbner, så snart coronarestriktionerne gør det muligt.

Annonceret indhold

Nyeste