Shopping

Masser af musik til Go’ Aften Brønderslev

05. august 2021 kl. 09:00

Når Brønderslev Handel fredag 6. august byder på Go’ Aften Brønderslev med længe åbent i butikkerne og masser af aktiviteter i byen, så er der også en del musik, man kan opleve.

Det er blandt andet Brønderslev Harmoniorkester, som er et mere end 70 år gammelt orkester.

- Byens 100 års købstadsjubilæum skal fejres så det giver genlyd over hele regionen, oplyser Brønderslev Handel.

De bemærker også, at Brønderslev Harmoniorkester er et særdeles populært og aktivt orkester.

- Når orkestret inviterer til den traditionelle sommerkoncert i Den Runde Pavillon, er der rift om pladserne, og det samme er gældende til den årlige julekoncert på Brønderslev Gymnasium. Under kyndig ledelse af orkestrets mangeårige dirigent Mogens BB Jensen spænder orkestret over et alsigt reportoire. De er ikke bange for at kaste sig ud i alverdens udfordringer, så koncerterne spænder vidt og bredt.

Orkestret er efterhånden blevet en vigtig og fast del af Go’ Aften Brønderslev arrangementerne, når de finder sted i maj, august og november måned.

- Det er vigtigt at have og vedligeholde traditioner, også til et Go´Aften Brønderslev arrangement, og her er Brønderslev Harmoniorkester blevet en del af vores arrangement, fortæller Lars Bisgaard Andreasen fra Brønderslev Handel.

Man kan høre Brønderslev Harmoniorkester på hjørnet af Algade/Mejlstedgade (ved Matas) i tidsrummet klokken 18 til 19.

Streetband går rundt i byen

Man kan også høre Groove Parade, som Brønderslev Handel beskriver som Danmarks nyeste og absolut fedeste streetband.

- Bandet spiller den bedste livemusik, mens de går rundt i Brønderslevs gader. De når langt omkring og spreder noget god musik til en masse heldige publikummer. Sætlisten er spækket med de mest groovy og funky hits gennem tiden, som skaber en umiddelbar glæde, og får folk i alle aldre til at stoppe op og nyde velspillet musik, oplyser de.

Groove Parade består af to saxofonister i front, en guitarist samt en trommeslager.

Man kan møde Groove Parade i byens gader i tidsrummet 18 til 21.30.

Musik fra 1930’erne

Byen får også besøg af Trioen Alligator Swingband, der vil sprede humør og badehotelsstemning a la 1930’erne.

- Trioen er nemlig mestre i at formidle gamle 30’er klassikere – dengang Leo Mathiesen og Django Reinhardt fyldte folks hjerter og dansegulvet. De puster på fornem vis liv i de gamle klassikere og giver den max gas, oplyser Brønderslev Handel.

Du kan møde Alligator Swingband i byens gader i tidsrummet 18 til 21.30.

Der bliver også en koncert med Lune Carlsen, der fortolker Kim Larsens klassikere.

Annonceret indhold

Nyeste