Købmand Max Kristensen fra Løvbjerg i Brønderslev bakker op om kædens farvel til MobilePay som betalingsløsning.
Shopping

Løvbjerg dropper populær betalingsløsning

04. marts 2024 kl. 16:01

Selv om dagligvarekæden Løvbjerg omsætter for et milliardbeløb, så er det ikke alting, der spiller for kæden. I hvert fald ikke MobilePay. 

Fra den 12. marts er det således ikke længere muligt at benytte MobilePay som betalingsløsning, når man handler i en af kædens butikker. Det sker som en konsekvens af, at MobilePay har hævet gebyrerne. 

Løvbjerg begrunder yderligere beslutningen med, at det er for dyrt at holde fast i den digitale betalingsmulighed uden også at hæve priserne på dagligvarer.

Hos Løvbjerg i Brønderslev bakker købmand Max Kristensen op om beslutningen. 

- I virkeligheden er det ikke en særlig stor del af vores kunder, der benytter MobilePay. Desuden er der nu om stunder mange andre løsninger indenfor mobilbetalinger. MobilePay er bare blevet for dyrt for os, konstaterer han.

Ifølge Løbjerg skal de penge, der spares på ikke at tilbyde MobilePay som betalingsløsning, i stedet bruges på at holde varepriserne nede. Kunderne vil dog ikke stå uden alternativer, da Løvbjerg fortsat vil tilbyde andre mobile betalingsløsninger såsom Apple Pay.

Derudover er både kortbetalinger og kontanter naturligvis gyldige.

Annonceret indhold

Nyeste