Jens Nyholm: Forbruget vil blive understøttet af danskernes store opsparinger, der til april vil blive boostet yderligere af muligheden for at få frigivet de sidste to ugers indefrosne feriepenge. De mange penge mellem hænderne kan også åbne for køb af større forbrugsgoder – det kunne fx være en spritny bil.
Shopping

Klar til at åbne forbrugsfesten

STØT LOKALT: Nu er den sidste portion indefrosne feriepenge klar til udbetaling - men selv uden dem, er der masser af penge på vores konti, der bare venter på at blive brugt

27. marts 2021 kl. 06:00

Da vi sidste år fik mulighed for at hæve vore indefrosne feriepenge gav det forbruget et kæmpe boost.

Og det samme forventes at ske, når vi índen udgangen af marts kan få de resterende indefrosne feriepenge udbetalt.

I 2020 blev der udbetalt 52,2 milliarder kroner af feriemidlerne og i kolde kontanter blev det efter skattebetaling til 31,3 milliarder kroner svarende til 13.570 kroner i vores respektive lommer.

Det var kun tre uger af feriepengene, der kom til udbetaling dengang og det betyder, at der formentligt være op mod 40 milliarder kroner mere at gøre godt med nu før skat - afhængig af om vi vælger at hive restsummen ud eller lade den blive stående.

Men vi behøver såmænd ikke at vente på feriepengene for at give privatforbruget en boost.

For tjekker vi vore konti op, så har coronaen bestemt ikke udmarvet dem.

Samlet set bugner privatkundekontiene. Selvfølgelig er der forskelle, men det generelle billede er, at der er mange penge at gøre godt med.

- Bankerne har samlet set 1000 milliarder stående på kundernes konti - og måler vi det op mod de 40 milliarder, der kan frigives fra de indefrosne feriepenge, så viser det, at der overordnet set er penge at tage af allerede nu.

Det siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Mange penge på bogen

Han understreger, at flere end 13 procent af alle privatkontohavere i dag betaler negative renter af deres indestående.

Og det tydeliggør, at der er penge at sætte i omløb, nu hvor den første genåbningen af samfundet er sat i værk.

Jens Nyholm understreger, at man kan forvente en ketchup-effekt, der for alvor vil få forbruget til at vokse i andet og tredje kvartal i takt med at samfundet åbner helt op.

- Coronakrisen er i alle måder en atypisk krise.

- Sidste år var der således alene 20.000 færre i job end året før - og det understøtter det forhold, at vores privatøkonomi generelt har det godt - også affødt af, at vi ikke har kunnet bruge de penge vi plejer .

- Så det er forventeligt, at forbruget for alvor får et boost over de kommende måneder, siger Jens Nyholm.

Vi er klar med tegnebogen

En undersøgelse som NORDJYSKE har lavet sammen med Jysk Analyse indikerer i hvert fald, at mange af de adspurgte er klar til at hive tegnebogen frem.

Her er lige et lille uddrag:

De skal forsøde dagligdagen.

De skal bruges hurtigst muligt på indkøb af brændeovn, elektronik - og selvfølgelig også til de ting, man kan falde over i butikkerne.

Lidt nyt til hjemmet.

Jeg har brug for en ny varmepumpe.

Vinduer.

Ferie.

Cykler til børnene.

Oplevelser, kulturtilbud og kunsthåndværk.

Selvforkælelse.

Som det fremgår er listen kun et uddrag og alt for kort til at omfatte det hele.

Hvad vil vi have?

Det viser, at det sprudler af iderigdom, så pengene - både dem, vi allerede har opsparet og dem, der kan komme med feriepengeudbetalingen sidst på måneden, vil kunne batte i forhold til at sætte turbo på forbruget.

Og hvad er det så lige vi efterspørger?

I efteråret lavede Spar Nord en analyse baseret på kundernes handelsmønstre - og den tydeliggjorde, at de frigjorte feriepenge primært blev brugt på køb af elektronik, gør-det-selv-artikler, kosmetik og møbler.

- Udbetalingen af de indefrosne feriepenge skulle sætte skub i forbruget, og inden for flere produktkategorier kunne effekten mærkes med det samme, understregede Jens Nyholm dengang.

Solid økonomi

Om det samme sker nu er selvfølgelig uvist.

Omvendt kan vi - selv om vi snart runder et år med coronarestriktioner, godt tillade os at have pæne forventninger til danskernes forbrug i år.

Det mener Jens Nyholm, der peger på, at den danske økonomi fortsat er solid:

- Hjælpepakkerne har holdt hånden under beskæftigelsen, og virksomhederne ser positivt på fremtiden. Vaccineudrulningen er i gang, og man begynder at rulle den store europæiske redningsfond ud allerede her i foråret.

- Der er selvfølgelig stadig flere ubekendte faktorer, men vi har et fint udgangspunkt, og som det ser ud nu, er forventningen, at den danske vækst vil tage en pæn revanche for det seneste år, siger han.

Kontiene bugner

Da samfundet kun er genåbnet en smule må vi forudsætte, at danskernes rekordstore opsparinger når at blive endnu større, fordi vi på grund af restriktioner ikke kan bruge pengene på mange af de ting, som vi plejer at efterspørge.

- Det er dog ikke sådan, at vi ikke kommer til at bruge penge de kommende måneder, understreger Jens Nyholm.

Ifølge den aktuelle vaccinationskalender vil alle danskere i løbet af sommeren have fået tilbuddet om at blive vaccineret. Meget tyder på, at vi til den tid vil begynde at nærme os mere normale tilstande, og det vil kunne aflæses på forbruget.

- Såfremt det bliver sundhedsmæssigt forsvarligt, kan vi forvente at se en vækst i forbruget centreret omkring oplevelsesøkonomien.

- Mange ser frem til igen at kunne gå ud og spise og tage i biografen, mens udsigten til rejser – i det omfang det bliver muligt – også allerede trækker for mange, siger Jens Nyholm og fortsætter:

- Forbruget vil blive understøttet af danskernes store opsparinger, der til april vil blive boostet yderligere af muligheden for at få frigivet de sidste to ugers indefrosne feriepenge. De mange penge mellem hænderne kan også åbne for køb af større forbrugsgoder – det kunne fx være en spritny bil.

Foden på speederen

En forbrugsfest i andet halvår er dog dybt afhængig af, at politikerne fastholder foden på speederen, når det gælder hjælpepakker, så både erhvervsliv og lønmodtagere kommer godt igennem de kommende måneder.

- Det betyder øget statsgæld, men det skal vi ikke være så bekymrede for hverken på kort eller lang sigt, vurderer Jens Nyholm.

- Det er klart, at det koster rigtig, rigtig mange penge at understøtte økonomien gennem en lempelig finanspolitik, men det kommer ikke til at spolere festen.

- Statsgælden i Danmark er meget lav, og vi kan låne pengene billigt på grund af de lave renter. Vi kan naturligvis ikke bruge de samme penge to gange, men så længe pengene bruges fornuftigt ved at sørge for, at samfundet står så stærkt som muligt på den anden side, har det været en god investering, siger Jens Nyholm.

Annonceret indhold

Nyeste