Shopping

John Dillermand går som varmt brød hos bager i Brønderslev

19. februar 2021 kl. 10:00

Danmarks Radio har på det seneste været i vælten i forbindelse med lanceringen af en ny animeret figur med det maleriske navn, John Dillermand. Serien har delt vandene, men ét er sikkert: John Dillermand er en populær skikkelse - ikke mindst blandt målgruppen af børn i alderen 4 til 10 år.

John Dillermand gør sig dog ikke alene på skærmen. Landets bagere er over en bred kam hoppet med på bølgen. Krabbes Bageri i Brønderslev er ingen undtagelse, og indehaver Allan Krabbe melder om massiv efterspørgsel på John Dillermand-kager.

- Det er en storsællert. Både børn og voksne er vilde med kagen, der egentlig er en hindbærsnitte formet som John Dillermand, forklarer Allan Krabbe.

- Vi bager også en John Dillermand- træstamme. Den er fire gange så stor som en almindelig træstamme og med rød/hvid glasur. Også den er populær, selv om mange kunder rødmer, når de bestiller en John Dillermand-træstamme, smiler Allan Krabbe.

Han forventer dog ikke, at salget fortsætter i samme takt.

- Der er helt sikker tale om en modedille. Jeg tror ikke, at kagen bliver et vedvarende fænomen. Sådan var det også sidste år, da coronaen ramte. Her solgte vi i en periode muffins i stride strømme. Det er helt slut nu. Men John Dillermand er altså lige nu det store hit, og selv om det tager meget tid at lave kagerne, så fortsætter vi med at bage dem, så længe efterspørgslen er der, lyder det fra Allan Krabbe.

Annonceret indhold

Nyeste