Shopping

Corona-tid er kage-tid

03. februar 2021 kl. 08:22

Corona-krisen har som bekendt haft negativ afsmitning på et væld af brancher. Især har mange butiksindehavere haft det svært under nedlukningen, hvor det ikke har været muligt at holde åben på traditionel manér.

Restriktionerne gælder dog ikke på samme måde i dagligvarebranchen, hvor bagerbutikker også hører under. Og netop de danske bagermestre oplever kronede tider. Kagerne langes over disken i stor stil.

Det gælder også hos Mejdahls Bageri i Hals. Her slår bagermester Steen Mejdahl fast, at salget af fastelavnsboller aktuelt overstiger alle tidligere tal.

- Vi sælger cirka 15 procent flere boller end normalt. På en søndag ryger der omkring 1000 fastelavnsboller. Så vi har travlt, konstaterer den lokale bagermester.

– Men sådan har det faktisk været siden krisen begyndte, fortsætter han:

- Man kan sikkert godt tale om trøste-kager i den sammenhæng. Nu kan vi ikke gå ud at spise, og meget af de vi ellers normalt forlyster os med, er jo lukket ned. Og så er der mange, der lige skal have en flødekage eller noget andet godt til kaffen i stedet for, lyder det fra Steen Mejdahl.

Han beretter videre, at den forgangne sommer bød på den hidtil højeste omsætning i hans tid som bager i Hals.

– Der var jo rigtig mange mennesker i sommerhusene. Og folk hyggede sig med god mad, vin og kager. Det kunne vi helt sikkert mærke.

Steen Mejdahl er da heller ikke utilbøjelig til at tro, at corona-krisens ændrede vaner sætter sig varige spor i forbruget.

– Det bliver nok ikke helt på samme niveau, men jeg tror, at mange har fået øjnene op for, at god kvalitet koster lidt ekstra. Det gælder også fødevarer. Vi kan mærke, at folk er blevet bedre til at efterspørge de gode produkter. Mange bestiller rugbrød og andet i god tid, så de er sikre på, at vi har det, når de handler ind. Så på den måde har sundhedskrisen været en øjenåbner. Det gælder jo også i forhold til bevidstheden om at bevare de lokale butikker. Det med at handle lokalt er blevet vigtigt for en større del af forbrugerne. Og det er måske endnu vigtigere, siger Steen Mejdahl.

Annonceret indhold

Nyeste