Mennesker

Christian har udviklet en app, der kan afskaffe rabatkortene ... men han kan ikke finde ud af at få det solgt

UDVIKLING: En app, der kan afskaffe alle de irriterende rabatkort, som vi alle sammen går rundt med i tegnebogen. Det er hvad Christian Toft har udviklet i sit firma Toft Software ... men hans sælgergén er så dårligt, at han efterlyser hjælp til at få det ud over rampen.

18. marts 2021 kl. 12:00

Vi kender det alle sammen. Irritationen over at rabatkortet, der skal udløse nogle point eller kontant rabat, er blevet væk i tegnebogen, som bugner af den slags papkort. Så står man der i butikken og kan mærke sveddråberne på panden, fordi det tager lang tid og dem bagved i køen gerne vil videre og fordi man selv synes der er lidt halvpinligt at stå og rode febrilsk efter et elendigt kort.

Det har Christian Toft også prøvet, og han er i den heldige situation at være begavet med en uddannelse og en iværksættertrang, der kunne gøre noget ved problematikken.

- For nogle år siden opfandt jeg en app til mobiltelefoner, der kan registrere ens køb i de forskellige butikker - helt enkelt og problemfrit, fortæller Christian Toft.

Det var i 2015, hvor han henvendte sig til en frisør og en kosmetolog i Brønderslev, som siden har brugt programmet til at registrere sine kunders rabatter.

- Det er blevet til 70.000 registreringer i hele Danmark, siger han.

- Programmet fungerer på den måde, at man som kunder downloader appen, som butikken også bruger. Herefter kan både kunde og butik nemt få et overblik over hvad kunderne har købt og hvor store rabatter, det udløser. Det fungerer helt enkelt - og det virker perfekt i de butikker, der har købt programmet, siger Christian Toft, som egentligt kun har et enkelt problem med sin opfindelse.

- Jamen, jeg aner ikke hvordan jeg skal få det solgt. Det er jo helt uoverskueligt for et lille firma som mit at kontakte samtlige butikker i Danmark for at få afskaffet rabatkortene. Og jeg er elendig til at forhandle priser, siger han - både om sin nye opfindelse og sit firma generelt.

- Jeg har et godt firma, som jeg kan leve af ... men det burde være bedre. Jeg er 100 procent udvikler og ikke købmand, siger han med et stort grin, hvor undertonen er lidt afmægtig.

- Jeg har snakket med ufatteligt mange mennesker, som synes, at det er en god idé ... og jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg kommer videre, siger han.

Og der står han lige nu, Christian Toft. Med en god idé, som er færdigudviklet og bare mangler et ordentligt spark bagi for at komme ud i verden.

- Det er noget frustrerende vil jeg gerne indrømme, siger Christian Toft, som gerne modtager ideer fra folk, som ved mere om købmandsskab end han selv gør.

Christian Tofts app hedder ”Elektronisk bonus til detailhandelen - eBonus”. Han kan kontaktes via hjemmesiderne: www.toft-software.dk og/eller www.ebonus.dk.

Annonceret indhold

Nyeste