Lars Bisgaard. Arkivfoto: Claus Søndberg
Shopping

Butikkerne i Brønderslev glæder sig til at tage imod kunder på mandag

24. februar 2021 kl. 17:10

Onsdagens melding om, at de mindre butikker kan få lov at åbne igen på mandag, vækker stor glæde i Brønderslev.

- Det er vi selvfølgelig rigtigt, rigtigt, rigtigt, rigtigt glade for. Det er der slet ingen tvivl om. Det er en sten, der falder fra vores hjerter, det er det. Det har jo været længe, og der er ingen tvivl om, at man er presset rundt omkring, fortæller handelschef Lars Bisgaard.

Han peger på, at butikkerne har været gode til at justere udgifter efter indtægter og til at sælge på sociale medier.

- Men det er jo ikke det samme. Så det er dejligt, at vi kan begynde at sige velkommen til kunderne igen, og de kan komme ind i butikkerne og købe.

Lars Bisgaard melder, at butikkerne er klar - mange har allerede brugt tiden på at shine op i butikkerne.

- Men jeg kan tydeligt fornemme, at nu bliver der lige fået lidt ekstra til den i de kommende dage, så man er klar mandag morgen. De har fået mange nye varer på grund af foråret, og de glæder sig helt sikkert til at kunne vise de nye varer, fortæller han.

Brønderslev Handel sætter ind med ekstra markedsføring og er også klar med en aktivitet til påske, som bliver en familieløb, hvor man skal finde påskeæg i butikkernes vinduer.

- Det kan vi så sige nu, at det kommer til at løbe af stablen - med åbne butikker ikke mindst, siger Lars Bisgaard, der opsummerer:

- Det er en stor dag for butikkerne. Det har været hårdt, ikke mindst rent mentalt, det har været megahårdt, og det kan jeg også selv mærke.

Eneste malurt i bægeret på en glad dag for handelschefen er, at frisørerne ikke må åbne endnu.

- Så vidt jeg kan se, er de stadig ikke med i det, og det er lidt træls. Men vi må håbe, at det kan fortsætte i samme positive retning, som det har gjort de seneste par uger, så frisørerne også kan komme med. De er ligeså hårdt ramt som alle andre.

Annonceret indhold

Nyeste