Handelschef Lars Bisgaard Andreasen håber at rigtig mange foreninger vil være med til at markere købstadsjubilæet. Foto: Brønderslev Handel
Shopping

Brønderslev Handel vil samarbejde med foreninger

11. juni 2021 kl. 09:51

Brønderslevs 100 års købstadsjubilæum er kommet op i omdrejninger i takt med at coronarestriktionerne lempes. Nu rækker Brønderslev Handel hånden ud til byens foreninger i håb om at der kan skrues yderligere op for aktiviteterne.

Sådan skriver Brønderslev Handel i en pressemeddelelse.

- Handlen har kig på sommerferien, der ligger lige om hjørnet, og her har man allerede nu snakket med foreninger om et samarbejde omkring aktiviteter, oplyser de.

Men man håber at flere foreninger har lyst til at bakke op om jubilæet.

- Vi arbejder på at lave en sommer, hvor vi sammen med foreningerne kan lave aktiviteter i midtbyen, både til gavn for de lokale men sandelig også for de turister som vil besøge byen i løbet af sommeren, fortæller handelschef Lars Bisgaard Andreasen.

I anledning af købstadsjubilæet har man afsat ekstra ressourcer til aktiviteter i sommermånederne, og Brønderslev Handel vil markedsføre sig i sommerhusområderne.

- Vi har allerede snakket med forskellige samarbejdspartnere, men vil naturligvis gerne samarbejde med så mange som muligt, så derfor vil jeg gerne opfordre til at man kontakter mig så vi kan få en snak om mulighederne, oplyser handelschefen.

Håbet er at byen også i sommerferieugerne kan markere jubilæet med aktiviteter.

Det kan være med at fremvise idræt, lave yogasessions i midtbyen, danseoptræden, opvisninger, musikalsk optræden eller andre former for aktiviteter.

Interesserede foreninger kan kontakte Lars Bisgaard Andreasen.

Annonceret indhold

Nyeste