Mennesker

Vaccination af borgere i alderen 85+ begyndte i Brønderslev

CORONA: Vaccination af aldersgruppen 85+ begyndte torsdag i Brønderslev Hallen - 195 borgere blev stukket

05. februar 2021 kl. 12:39

I forhallen stod borgerne i en lang række, mens de ventede på, at det var deres tur til at modtage den første vaccine.

Medarbejderne stod klar til at modtage borgerne med mundbind, visir, sprit og heldragter. Hallen var inddelt i to områder: vaccinationsområdet og observationsområdet.

Region Nordjylland er den første region i landet, som har modtaget vaccinen fra Moderna til borgerne i aldersgruppen 85+.

Inger Jensen var blandt de 195 borgere, der skulle vaccineres i Brønderslev torsdag.

- Jeg har glædet mig rigtig meget. Jeg tror jo på det, de siger, og håber på at kunne være mere sikker nu, hvor jeg bliver vaccineret, sagde Inger Jensen.

Hun har været meget isoleret under corona-epidemien, hvor hun har holdt sig hjemme og fået hjælp af blandt andet sin datter med indkøb og dagligdagspligter. Vaccinen mod covid-19 giver både Inger og hendes familie håb om en mere sikker fremtid, hvor det vil være muligt at komme mere ud og være sammen som familie.

- Jeg håber, jeg kan komme mere ud igen og føle mig mere sikker, forklarer Inger.

I alt 195 ud af de 218 inviterede borgere havde meldt sig til at blive vaccineret torsdag. Det synes borgmester Mikael Klitgaard (V) er et flot fremmøde, og han opfordrer alle til at hjælpe deres nærmeste med at få sig tilmeldt.

- Vi skal sørge for at hjælpe de ældre med at få meldt sig til vaccinen. Derfor skriver vi som kommune blandt andet ud på Facebook og ringer rundt til borgerne for at hjælpe dem bedst muligt med at komme afsted. Kommunen tilbyder også kørsel til de borgere, der ikke selv kan komme frem til vaccinestedet, fortæller Mikael Klitgaard.

Har borgerne en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der gør det umuligt at komme afsted selv eller med hjælp fra pårørende, kan de kontakte deres kommune og aftale transport.

Annonceret indhold

Nyeste