Mennesker

Succes med virtuel ungdomsklub

FRITIDSKLUB: Siden nytår er de fleste af klubbens aktiviteter foregået virtuelt

22. maj 2021 kl. 06:00

Hele idéen bag en fritidsklub er, at det er et sted, hvor børn møder andre børn og kompetente voksne. Sådan er det også normalt i Dronninglund Fritids- og Ungdomsklub, men under nedlukningen har børnene siddet derhjemme, og det meste er foregået virtuelt.

- Det har bestemt givet udfordringer, men jeg synes, vi er kommet godt ud på den anden side, fortæller klubleder Mette Odderskov.

I øjeblikket er der i fritids- og ungdomsklubben 67 indmeldte børn.

- Vi har ikke mistet medlemmer under nedlukningen, selv om vi har haft lukket siden december. Allerede 7. januar startede vi med virtuel klub. De første uger kørte vi med konkurrencer, spil og bingo. Vi lavede talentkonkurrencer, og hver fredag kørte vi ud med gaver. Nogle børn kom her til klubben, hvor vi åbnede køkkenvinduet og udleverede gaven. Andre børn kørte vi ud til og satte gaven ved døren, fortæller hun.

Da samfundet endelig begyndte at åbne lidt, fik eleverne fra 4. klasserne lov til at møde ind, og det samme gjorde børn med pædagogisk friplads.

- Vi kom lige så stille i gang. Det var dejligt, men det var jo kun nogle elever, der måtte komme. Det betød, at vi skulle have samlet dem op, der sad derhjemme, for vi har jo elever op til 7. klasse. Vi begyndte at lave live udsendelser fra klubben. Vi arrangerede bl.a. en bag-sammen-dag, hvor børnene kom og hentede et bagekit, som de tog med hjem, og så bagte vi sammen over nettet, fortæller Mette Odderskov.

I det hele taget er der under nedlukningen blevet eksperimenteret, ligesom der flere gange er skiftet kurs for at fastholde børnene.

- Det hele var jo nyt for os, så vi måtte prøve os frem. Det er der faktisk kommet mange positive ting ud af. Vi er også pludselig blevet langt mere synlige, end vi har været tidligere, fordi man fik øjnene op for, at vi faktisk har noget at tilbyde. Vi er stærke i forhold til, hvordan børnene har det, fordi vi har relation til dem. Vi fandt hurtigt ud af, at vi skulle have ekstra fokus på børn, der mistrivedes. Det kunne være børn, der begyndte at vise tegn på ensomhed, isolation eller generelt bare ikke havde det godt ved at være hjemsendt. Derfor gik vi i gang med ”walk and talk” og ”sit and talk”. Det var i vintermånederne og koldt, så vi pakkede varm kakao ned i tæpper og ringede ud til de børn, der havde brug for lidt omsorg. Vi gik ture med dem, snakkede og drak varm kakao. Da vejret blev bedre, begyndte vi på ”sit and talk” omkring bålet, hvor vi lavede fladbrød eller pandekager. Vi lavede også det, vi kaldte ”book en voksen”. Som navnet siger, kunne børnene booke en voksen og mødte derefter op i klubben og var sammen med den voksne, de havde valgt, fortæller Mette Odderskov.

Der er seks ansatte i klubben. En af dem er Jesper Kepp. Han er under uddannelse til pædagog og har under hele forløbet været i praktik i klubben. Det har været en meget anderledes praktik, hvor den pædagogiske aktivitet foregik virtuelt.

- Det har været ret frustrerende. De to første måneder i min praktik foregik jo udelukkende virtuelt. Det var sært, for en fritidsklub er et sted, hvor man er sammen, og det blev pludselig umuligt, fortæller han, der i denne tid går til eksamen.

- Jeg har i min eksamensopgave fokuseret på nedlukningen, og hvordan vi arbejder, når vi ikke kan være sammen, og hvad vi konkret har gjort for børn med mistrivsel. Selv om det har været et underligt forløb, har jeg ikke fortrudt mit studievalg. Jeg er faktisk, mens jeg har været her, blevet endnu mere overbevist om, at jeg skal være pædagog. Det er min anden praktik, så jeg er nu lidt over halvvejs i studiet. Jeg håber, resten af uddannelsen bliver mere normal, siger Jesper Kepp, der har stor ros til den måde, børnene har klaret det virtuelle forløb på. Det samme har Mette Odderskov.

- De fleste børn er særdeles stærke på de sociale medier. Vi er også blevet stærkere i at forstå den digitale verden. Vi har været nødt til at sætte os ind i alle de platforme, børnene bevæger sig på. Vi har da også fundet ud af, at vi gør en forskel. Børnene har haft et afsavn, og vi har været savnet i deres hverdag. De fleste var meget blege, da de vendte tilbage, og de så anderledes ud, end de plejede. De bar tydeligt præg af at have siddet bag skærmen i lang tid, siger hun.

Nu er børnene så tilbage i en næsten normal hverdag.

- Vi følger alle restriktioner med afstand og håndsprit, men vi prøver at tale så lidt om det som muligt, og forsøger hele tiden at have opmærksomhed på dem og se, hvordan de har det. Vi skal give dem et frirum, hvor vi kommer så tæt på det normale som muligt, slutter Mette Odderskov, leder af Dronninglund Fritids- og Ungdomsklub.

Annonceret indhold

Nyeste