Slottet på Himmerigsvej

Når man besøger den slotslignende bygning på Himmerigsvej lidt vest for Dronninglund, bliver man imponeret ikke alene af størrelsen, men også af bevidstheden om, at bygningen er opført af en enkelt mand.

Det er den nu 81-årige Søren Jensen, der alene har stået for byggeriet. Det er da også ham, der stående på gårdspladsen venligt tager imod.

- Det var slet ikke et slot, jeg drømte om, fortæller Søren Jensen, mens vi bevæger os hen mod den store trappe, der fører op til den imponerende indgangsdør.

En tragisk dødsbrand

Bygningen er opført ved siden af det sted, hvor Rosenby Gl. Skole lå. Det var her, Søren Jensen boede og havde sit savværk. En januarnat i 1987 brændte stedet imidlertid ned til grunden på grund af en defekt ventil i oliefyret. Branden tog det meste af Søren Jensens dagligdag med sig. Han mistede både sit tømrerværksted, sit hjem og sin søn, der ikke nåede at redde sig ud ved branden.

Efter denne tragedie overvejede Søren Jensen at flytte væk, men besluttede sig så for at bygge stedet op igen. Det skulle imidlertid vise sig, at det ikke blev helt uden problemer.

- Det skulle være stort, for jeg boede jo i en stor skole med god plads og et stort værksted, så det nye hus skulle være stort. Jeg skulle have et værksted af passende størrelse. Min plan var at bygge noget i palæstil med valmet tag, men det syntes byrådet ikke om. Grunden ligger i landzone, og når politikerne ikke kunne blive enige, skulle beslutningen træffes i amtet. Her fik jeg afslag, fordi det ikke var normalt med et sådant byggeri i landzonen. Jeg måtte så i gang med at tegne et andet hus, og så blev det sådan her. Fra jeg afleverede tegningerne på teknisk forvaltning og til, jeg fik byggetilladelsen til det nye hus på knap 1000 kvm, gik der vist kun en uge, husker han.

Han tog derefter fat om murerskeen og gik i gang med at bygge, og lidt efter lidt tog den bygning form, som lokalbefolkningen kender som slottet. I 1992 stødte han imidlertid på de første problemer. Søren Jensen ville nemlig til at drive virksomhed på stedet, ganske som han gjorde før branden og havde planer om at opføre et mindre savværk oven på resterne af sit gamle hus. Kommunen syntes godt om ideen og gav tilladelsen, fordi der på det tidspunkt var mangel på savværker i området. Den beslutning blev senere omstødt af amtet og Miljøministeriets planstyrelse. Så måtte han se sig om efter andre løsninger.

Ikke plads til et savværk

- Det var umuligt for kommunen at finde et sted til et savværk. Jeg tror, det er nemmere at købe et gammelt atomkraftværk i Rusland end at etablere et savværk. Heldigvis lå der et savværk i Storskoven, og det lejede jeg. Det var fint nok, men desværre faldt taget sammen en vinter, hvor vi fik for meget sne. Der var masser at lave, og jeg kunne have tjent rigtig gode penge, men savværket kunne ikke bruges mere. Dermed måtte drømmen om et savværk opgives.

Han fortsatte dog ufortrødent med byggeriet, men løb så ind i problemer med slottets tårn. Hvis man regnede spiret med, var det var nemlig blevet højere, end amtet mente, det måtte være. Det betød, at Søren Jensen fik besked om hurtigst muligt at få tårnet ned i den aftalte højde.

- Så måtte jeg stoppe byggeriet, og der gik lang tid med at få det bragt i orden. Jeg fandt senere ud af, at der i bygningsreglementet står, at antenner, skorstene og spir ikke tæller med, så det var faktisk lovligt fra starten, påpeger han.

Spiret er nu på plads, og det har han selvfølgelig også selv lavet.

- Det er lavet på jorden og så senere løftet på plads ved hjælp af en kran. Tårnet er 10 meter, og spidsen er 7 meter, så det rager jo godt op. Planen var, at spiret skulle beklædes med kobber, men prisen på kobber er nu skyhøj, så det endte med zink, forklarer han.

30 år - og langt fra færdig

Selv om Søren Jensen har arbejdet på byggeriet i over 30 år, er det langt fra færdigt.

- Jeg har bygget huset af lecablokke. Det er nemt og hurtigt. Nu skal jeg have det hele skalmuret. Murstenene har jeg, så det er bare at gå i gang. Jeg har 30.000 sten, men jeg er lidt bange for, at det er for lidt, men nu må vi se, siger han, mens han viser rundt i det store hus, hvor der er utallige stuer og værelser fyldt med møbler, malerier, bøger, musikinstrumenter og meget andet.

- Her skal jeg have ryddet op, siger Søren Jensen pludselig, mens vi passerer en mindre sal.

- Vi holder nemlig hver sommer en fest her på vejen, og i år skal jeg lægge hus til. Jeg har jo plads nok, når jeg lige får ryddet op, siger han, mens vi bevæger os mod tårnet for at komme op i spiret.

Overalt, hvor vi bevæger os rundt i det store hus, er der ting, der skal laves. Det generer dog ikke den 81-årige Søren Jensen.

- Jeg når nok ikke at blive færdig med det hele. Jeg tager et område ad gangen. Jeg er startet på at lave indgangspartiet færdigt, og bagefter tager jeg så de mange rum. Dem tager jeg et efter et i det tempo, jeg kan klare. Jeg er ikke så hurtig længere, men jeg arbejder da hver dag, siger han, mens han tilfreds nyder udsigten fra et af vinduerne i spiret på sit helt eget slot på Himmerigsvej.